Kasper Fisker tidligst klar for Nørager i efteråret 2021
Randers FC's bedste spiller i denne sæson har fornyet aftalen med kronjyderne, så den gælder til sommeren 2021
Tilbage i foråret 2015 forlængede Randers FC og midtbaneprofilen Kasper Fisker samarbejdet indtil sommeren 2019. Den aftale er nu blevet yderligere forlænget, så den gælder til sommeren 2021.
Den tidligere ungdomsspiller i Nørager har været Randers FC's helt store spiller i dette efterår, hvor han tydeligt er blevet fysisk fit igen og har smidt nogle overflødige kilo. Det har givet ham 5/10 mere på kontoen for hurtighed.
28-årige Kasper Fisker fik sin debut for Randers FC tilbage i 2007, men slog ikke igennem før ”hjemkomsten” i 2014, hvor han byggede videre på den succes, som han havde oplevet i Hobro.
Med kontraktunderskrivelsen bliver den daglige bestyrer af Nørager Vandrehjem tidligst Nørager-spiller igen i efteråret 2022.
Han har altid koketteret med, at når han skal på fodboldmæssig nedtrapning, så er barndomsklubben det eneste alternativ.
"Jeg er sindssygt glad for forlængelsen. Randers FC er min klub, og jeg glæder mig til at spille mange flere kampe. Det har været en nem beslutning, for jeg føler mig virkelig tilpas i klubben og er en del af en fantastisk trup med et rigtig godt sammenhold. Derudover vil jeg gerne være med til at føre Randers FC i retning mod toppen af dansk fodbold, for det synes jeg bestemt, vi har potentialet til," lyder det fra Kasper Fisker til Randers FC's hjemmeside efter dagens kontraktforlængelse.