TMV 8530 trækker sit førstehold i Serie 2
Det hører heldigvis til sjældenhederne, at en klub trækker sit hold fra Serie 2. TMV 8530 har netop gjort det, og det devaluerer dermed turneringen allerede, inden den er gået i gang
TMV 8530, en fodboldsammenlægning af Virup IF og Todbjerg-Mejlby IF, har trukket klubbens bedste hold i Serie 2.
Det betyder, at den berammede kamp tirsdag aften på Ryomgård Stadion mod IF Midtdjurs ikke bliver til noget.
Serie 2-rækken er hermed decimeret til blot syv mandskaber, og det betyder, at der i hver spillerunde altid er et hold, der er oversidder. Unægtelig en særlig situation i en række som Serie 2.
Hertil kommer, at Aastrup-Hammelev i samme række lige nu kæmper med næb og kløer for at få samlet en trup.
Cheftræner Kim Busse har annonceret, at klubben spiller tirsdag aften mod Grenaa, men også, at han forudser problemer med at stille hold længere fremme i turneringen.
Førstepladsen i rækken er lig med oprykning til Serie 1, mens nummer nummer syv og otte rykker ned i Serie 3. Med TMV's exit og Aastrup-Hammelevs problemer med i det hele taget at stille hold, kan meget være afgjort allerede inden første spillerunde er afviklet.
Unægtelig en devaluering af hele ideen med at spille fodbold og sikkert også en advarsel om, at klubber skal tænke sig fandens godt om, før de hopper på den vogn, der hedder sammenlægninger og fusioner. Tit og ofte sker det nu og her, og kun på et operationelt grundlag - en-pis-i-bukserne-filosofi, kunne man kalde det.
Med langsigtet strategi har det intet at befatte.