Aarhusianske Sara Slott vinder suveræn OL-sølv
Hun var sej til EM for kort tid siden, hvor hun tog guld. Nu har Sara Slott hentet en sølvmedalje ved OL i Rio.
Den aarhusianske Sara Slott har sikret sig en flot OL-sølvmedalje natten til fredag dansk tid i 400 meter hæk.
Hun løb i tiden 53.55, og kom ind efter amerikaneren Dalilah Muhammad, der hentede endnu en guldmedalje til USA.
»Det er helt fantastisk. Jeg vidste, jeg kunne gøre det, men at få det gjort på dagen under alt det her pres, det er helt fantastisk,« siger sølvvinderen til DR TV og fortsætter:
»Jeg havde drømt om guld. Aj, jeg havde ikke turde håbe på at det kunne lade sig gøre med en medalje, det er fandeme en god dag et gøre det på.«
Også byens rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) er glad for den aarhusianske sølvmedalje:
»Det er en helt imponerende præstation. Jeg sad helt fremme på stolen, mens Sara løb og jublede med hende og resten af Danmark. På hele byens vegne vil jeg gerne takke Sara, der endnu engang har været en fremragende ambassadør for Aarhus. Hun gør mig og hele byen stolt,« siger han i en pressemeddelelse.
Sara Slott Petersens klub Aarhus 1900 A/M, Eliteidræt Aarhus og Aarhus Kommune hylder sammen Sara Slott Petersen for sølvmedaljen og en flot og imponerende sæson. Det foregår mandag den 22. august på Hotel Royal klokken 12.30.