Paulo Maciel gav FC Djursland en perfekt start
Dansk-brasilianeren nettede to gange, da FC Djursland startede opholdet i Jyllandsserien med en 3-1 sejr over Viby
Med fem spillere i startopstillingen med brasilianske rødder udmanøvrerede FC Djurslands nyoprykkere til Jyllandsserien rutinerede Viby i sæsonens første kamp.
FC Djursland vandt opgøret med 3-1 (2-0), og det bekom naturligvis cheftræner Aroldo Strack særdeles vel.
"Vi spillede en fin kamp, selv om vi slet ikke er i den fornødne fysiske form," siger Aroldo Strack.
"Vi var gode på bolden igennem hele kampen, og vores fokus her i opstarten på at blive dygtigere til at forvalte bolden på den sidste tredjedel af banen synes jeg, vi så mange eksempler på."
Ifølge Aroldo Strack var der aldrig tvivl om udfaldet.
Mål af holdets nye topangriber Rodrigo Grahl, 39, der har en fortid i både brasiliansk og japansk fodbold, efter 18 minutter og Paulo Maciel efter 31 minutter lagde grunden til sejren.
Begge gange sørgede lynhurtige Lucas Dambros da Silva for iscenesættelsen.
Efter pausen var Paulo Maciel atter på pletten i det 54. minut på oplæg fra Rodrigo Grahl, før den ny keeper, brasilianske Ricardo Grahl, bror til Rodrigo Grahl, blev noteret for et selvmål i det 60. minut.
Uden Joachim Gotfred Jørgensen
FC Djursland var uden forårets kaptajn, Joachim Gotfred Jørgensen, der bygger hus og endnu ikke har startet træningen.
"Vi regner med ham lidt senere," siger Aroldo Strack.
Han arbejder i øjeblikket med en førsteholdstrup på 22 navne. Den udgøres af de 14 spillere, der var med mod Viby, plus primært helt unge U19 spillere og nyerhvervelsen fra Aastrup-Hammelev Nicolaj Jarsmer, der forhindret mod Viby på grund af ferie.
Også sidste sæsons målmand Christian Rygaard træner med.
"Målmandskampen mellem Christian Rygaard og Ricardo Grahl er helt åben," understreger Aroldo Strack, der forudser en træningsuge på vågeblus, fordi holdet onsdag aften skal i kamp på Ulvehøj mod Vorup FB, og allerede lørdag igen på HSM Arena mod Hasle Boldklub.
"På grund af ferien mangler vi meget på det fysiske område, men det må vi indhente løbende i sæsonen. Spillerne får så i stedet heldigvis masser af kamptræning her i opstarten," siger Aroldo Strack, der synes at truppen tegner lovende.
"Det er vigtigt for mig, at spillerne vil det her og respekterer vilkårene, også når de skal starte på bænken."
3:6:1 formation
Aroldo Strack arbejder fortsat med en stil, der kun omfatter tre deciderede forsvarsspillere med stopperkvaliteteter.
Mod Viby startede Emil Bjerre Busk, Jesper Sørensen og rutinerede Felipe Soares som de tre bagerste.
Jesper Sørensen gik tidligt i stykker og blev remplaceret af Rasmus Brasch.
På positionerne som wingbacks, der i Aroldo Stracks formation skal løbe fra baglinje til baglinje og skabe bredden i spillet, agerede de unge Søren Sørensen (nyerhvervelse fra Aastrup-Hammelev) og Christian Fløjborg.
Den inderste midtbane bestod af balancespillerne Kristian Kaagh og Daniel Skak Kristensen, mens Paulo Maciel og Lucas Dambros da Silva spillede på de to offensive midtbanepositioner bag midterangriberen Rodrigo Grahl.
På bænken startede ud over Rasmus Brasch, angriberen Brian Johansen og universalspilleren Søren Koch Østergaard. Alle fik spilletid.
"Vi spiller i en udgangsformation, der hedder 3:6:1, med højt pres og hurtig boldomgang," siger Aroldo Strack, der også har fået en fin start på et nyt skoleår for Brazil Football College i Viden Djurs-regi, som han står fadder til.
"24 piger og drenge er startet ud, og det tegner godt. Alle virker særdeles motiverede, og der er mange udmærkede spillere i den samlede trup."