Kinesisk træning for ældre
Kinesisk Qigong er ny motionsform i Ældre Sagen Midtdjurs
?Ældre Sagen Midtdjurs starter som den første afdeling i Ældre Sagen motionstræning i kinesisk qigong.
Ordet qigong betyder energitræning, og dækker helseøvelser og bevægelseskunst, som går flere tusinde år tilbage i tiden. Qigong praktiseres i dag over hele verden, og qigong øvelserne er særligt velegnede for seniorer, fordi de på én gang styrker og skåner kroppen.
”Vi kigger hele tiden efter spændende aktiviteter til vores medlemmer. Med qigong får vi en motions- og træningsform, som reelt styrker deltagerne. Og så bliver man glad under og af qigong træningen. Vi har store forventninger til udviklingen af qigong i Ældre Sagen Midtdjurs,” siger Ove Buus Pedersen, formand for bestyrelsen i en pressemeddelelse.
I træningen vil der være fokus på en international anerkendt serie med 18 sammenhængende øvelser og former. Hver øvelse styrker og forbedrer særlige dele af kroppen og tilsammen udgør serien en helhed og et komplet træningsprogram.
Det er en træningsform, hvor vejrtrækning, langsomme og naturlige bevægelser og en rolig atmosfære - ofte med stille musikledsagelse - på én gang virker afstressende, opbygger energi og styrker kroppen.
Ingen forudsætninger
Undervisning og træning vil blive varetaget af Børge Fogsgaard, international basis qigong instruktør.
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at kunne deltage i qigong træningen. Alle kan træne qigong, også selvom man har handicaps eller aldersbestemte svagheder, da qigong øvelserne tilpasses den enkeltes evner og fysiske formåen.
”I den måde vi arbejder med qigong på, er der ikke tale om behandling, men forebyggelse og styrkelse af kroppen,” forklarer Børge Fogsgaard.
For at interesserede kan få mere at vide om denne ”nye” motionsform afholder Ældre Sagen Midtdjurs introduktionsmøde om qigong tirsdag 16. august kl. 14 i IFMs klubhus i Ryomgård.
Her vil Lene og Børge Fogsgaard fortælle om qigong i kinesiske folkeparker, om qigong træning og træningens værdi for seniorer.
Ældre Sagen vil byde på en kop kaffe.