Første sejr til Vivild IF i svær kamp i Aarhus
Vivild IF var i kontrol mod stærke Aarhus Fremad i 2-0 sejr på Riisvangen Stadion
Efter en sæsonpremiere med et nederlag på 3-1 mod Grenaa IF i lørdags var det med en vis spænding, at nedrykkerne fra Vivild tirsdag aften tog turen til Riisvangen Stadion for at møde Aarhus Fremad i Serie 2.
Aarhus Fremad havde nemlig i sin sæsonpremiere fornylig kørt selvsamme Grenaa IF over med 5-1, så træner Dennis Holdgaard og hans Vivild-hold så frem til en af sæsonens på papiret svære kampe.
Men Vivild IF havde rystet premierenerverne af sig og spillede en uimponeret kamp, hvor holdet fra Norddjursland på et mål i hver halvleg vandt med 2-0.
”Vi var endda tæt på at lukke kampen med et mål til 3-0 og havde mange muligheder, så jeg er tilfreds med alle 14 mand,” siger Dennis Holdgaard, som have Sebastian Stær og Niels Krogsgaard tilbage på holdet, mens Lauge Feldskov fortsat er ude efter sin skade under opvarmningen til lørdagens kamp mod Grenaa IF.
”Vi har snakket om at vi ikke skal spille så krampagtigt, for nu er premieren overstået. Ellers var det stort set samme koncept som i den første kamp, og spillerne var mere frigjorte i denne kamp. Så det var godt at revanchere lørdagens 3-1 nederlag, hvor vi ikke spillede op til vores bedste,” siger Dennis Holdgaard.
Meget flot mål af anføreren
Vivild IF lagde godt ud i kampen og havde et lille overtag, da holdet kom foran med 1-0 efter 25 minutter.
”Aarhus Fremad havde minuttet inden haft en stor chance, men vores målmand Lasse H. Petersen viste sin styrke i mand til mand duellen og afværgede hjemmeholdets store chance,” siger Dennis Holdgaard.
I den næste sekvens var det Vivild IF, som scorede, da et gæsterne fik et hjørnespark og en returbold sprang ud til Vivild IF's anfører Niklas Mathiesen. Han tæmmede bolden med brystet, lod den hoppe en gang og sparkede den derefter direkte op i det modsatte hjørne.
”Det var et meget flot mål,” siger Dennis Holdgaard, som kunne se sit hold bevare overtaget og spille sig til gode chancer, men uden at score yderligere mål.
Stærkt midterforsvar afviser Aarhus Fremad
Efter pausen havde Vivild IF fortsat overtaget med en mand i overtal på grund af et gult kort til en af hjemmeholdets spillere.
”Specielt i starten af 2. halvleg havde vi flere gode muligheder, og med lidt held var vi kommet yderligere foran,” siger Dennis Holdgaard.
Vivild IF bragte sig yderligere foran i det 65. minut, da indhopperen Thomas Thorngaard spillede bolden til kantspilleren Nikolaj Møller, som afsluttede godt mod aarhusianernes mål. Bolden blev pareret og riposten sprang igen ud til Nikolaj Møller, som fra en spids vinkel sendte bolden på tværs af målet, hvor Thomas Thorngaard kunne sætte en inderside på og score til 2-0.
”Aarhus Fremad pressede på og spillede mere direkte og sendte høje bolde ind i vores felt, men vores midterforsvar med Chris Christensen og Niels Krogsgaard, som i halvlegen afløste Morten Tolbod, og målmand Lasse H. Petersen var gode til at afvise Aarhus Fremad.
”Jeg er meget tilfreds med spillerne og den indstilling de viste i forhold til premieren mod Grenaa IF. Det var godt at komme i gang med en gang ordentligt fodboldspil,” siger Dennis Holdgaard.
Anfører og kampens første målscorer Niklas Mathiesen fik fidusprisen, mens Chris Christensen blev kåret til kampens fighter for en god indsats på en form ham uvant position i midterforsvaret.
Humøret var højt på Vivild-holdet, som fejrede sejren med et besøg på McDonalds på vej ud af Aarhus efter kampen.
Vivild IF møder lørdag eftermiddag Åstrup/Hammelev IF på udebane.