Uafgjort i lige sæsonpremiere mellem Auning og Hornslet
Hvert hold havde sin halvleg med en scoring i 1-1 kamp i Serie 2 på Auning Stadion
I en lige kamp onsdag aften på Auning Stadion delte hjemmeholdet Auning IF og gæsterne fra Hornslet IF i porten, så begge hold kom på tavlen med et enkelt point.
”Det var en rigtig premierekamp, men vi er glade for at vi kom på tavlen. Det var et fair resultat. Begge hold havde sine perioder, og kampen bølgede frem og tilbage,” siger Auning IF-træner Claus Svenningsen.
Også Hornslet IF var tilfredse med resultatet.
”Vi var bedst i 1. halvleg. Auning var bedst i 2. halvleg. Vi ville godt have haft et mål mere i 1. halvleg, men var til gengæld ikke uheldige i overtiden, da Auning havde en kæmpechance for at score til 2-1,” siger Martin Winther fra Hornslet IF's nye trænerteam.
Læs også: Rutineret trænertrio skal styre Hornslet i mål i efteråret
Som bekendt ophævede Hornslet IF samarbejdet med holdets hidtidige træner Peter Møller Thomsen kort tid før sæsonstarten, og HIF-trioen Martin Winther, Niels ”Niller” Rasmussen og Gert Knudsen tog over. Henrik ”Hotsi” Horsdal fortsætter som holdleder.
”Vi har kun trænet to gange og vi kender knap nok spillernes navne. Holdet leverede en god indsats, men mangler form. Det skal nok blive bedre,” siger Martin Winther.
Stor chance i overtiden
Hornslet IF kom foran efter godt 15 minutters spil, da Nicklas Badstue Kristiansen blev spillet i dybden af Jeppe Horsdal og driblede uden om Aunings målmand til en sikker 1-0 scoring.
”Tilbagevendte Kristoffer Holm og Alexander Weldingh havde også gode muligheder i 1. halvleg, men vi fik ikke scoret det vigtige mål til 2-0,” siger Martin Winther.
I 2. halvleg fik Auning IF mere greb om spillet og udligningen fald godt et kvarter ind i halvlegen, da Andreas Dahl Andersen spillede bolden i dybden til veteranangriberen Mogens Laursen, som sparkede den uden om Hornslets målmand og i mål.
Den tidligere superligaangriber Mogens Laursen spillede helt fremme på Aunings hold.
”Han er en rutineret spiller, som fylder godt og er dygtig til at holde fast i spillet. Og så skal han gerne score nogle mål,” siger Claus Svenningsen om Mogens Laursen.
Det var også Mogens Laursen, som i overtiden slap igennem og lagde bolden over til Esben Sørensen, som prøvede at løfte bolden over målmand Sander Haddon Laursen. men målmanden reddede den store chance og dermed sikrede Hornslet IF det ene point.
Ung spiller kampens spiller for Hornslet IF
”Efter bare to træninger gav spillerne alt hvad de havde,” siger martin Winther om sit holds indsats.
Den 17-årige højre back Emil Lyngholm blev kåret til kampens spiller på Hornslet-holdet, som mandag aften i sin næste kamp tager imod IF Midtdjurs på Hornslet Stadion.
”Vi har kun haft en træning og et par træningskampe, så vi mangler en del rent formmæssigt,” siger Auning IF træner Claus Svenningsen, som igen havde Anders Friis Laursen med på holdet. Men offensivspilleren, som var skadet i forårets sidste fem kampe, måtte igen udgå af kampen med en skade.
Mikkel Schnoor blev kampens fighter og Mogens Laursen kampens spiller på Aunings hold.
Aunings næste kamp er næste torsdag på udebane mod Åstrup/Hammelev IF.