Fortsæt til indhold

Anne-Marie Rindom har vundet BRONZE til OL i Rio

Sport
Jeppe Rafn

Anne-Marie Rindom fra Horsens Sejlklub har netop vundet bronzemedalje i kvindernes Laser Radial ved OL i Rio.
Den 25-årige sejler var med i det afsluttende Medal Race, der blev sejlet i dag efter at være blevet aflyst i går på grund af dårlige vindforhold.
Anne-Marie lå på 2. pladsen inden Medal Race, men måtte se sig overhalet af den irske sejler Annalise Murphy, der blev bedre placeret og vandt sølv, mens hollænderen Marit Bouwmeester vandt guld.

Horsens-sejleren Anne-Marie Rindom klar til sit andet OL: Jeg er mere rolig end i 2012

Medal Race blev lovlig spændende set med danske øjne, for det gik ikke godt for Anne-Marie, som blev distanceret af irlænderen og på et tidspunkt også var i fare for at ryge helt ud af medaljerækken. Den belgiske sejler var mod slutningen faretruende tæt på en topplacering, som kunne have skubbet Rindom ned som nummer fire.
Heldigvis for Horsens-sejleren blev belgieren 'kun' nummer seks, og så gjorde det ikke noget, at Anne-Marie Rindom selv sluttede helt nede som nummer otte ud af de 10 sejlere i Medal Race.
Bronzemedaljen er Danmarks niende medalje ved OL i Rio og den første i sejlsport.