Åstrup/Hammelevs enmandshær knækkede IF Midtdjurs
Åstrup/Hammelev vandt ”bundgyseren” over IF Midtdjurs med 3-0 på tre mål af Andreas Busse
Endnu engang var der Andreas Busse og så alle de andre, da Åstrup/Hammelev IF tirsdag aften med kynisk og effektiv udyttelse af holdets chancer med en sejr på 3-0 tog pynten af IF Midtdjurs.
Den fodrappe angriber og anfører på Åstrup/Hammelevs mandskab viste nemlig klassen, da han med tre mål, scoret på hver sin måde, var den helt afgørende forskel på de to mandskaber. Med hattricket mod IF Midtdjurs har Andreas Busse scoret alle Åstrup/Hammelevs ni mål i de forløbig fire kampe. Forleden scorede han alle fem mål i 5-0 sejren over Auning IF.
Hjemmeholdet havde bolden mest, men kunne ikke gennembryde Åstrup/Hammelevs kompakte forsvar, og uden skarphed i angrebet måtte IF Midtdjurs for tredje kamp i træk gå fra banen som taber.
Direkte rødt til Lasse Janerka
Andreas Busses målshow startede allerede i begyndelsen af kampen, da han blev spillet i dybden og fra en spids vinkel via den fjerneste stolpe fik sendt bolden i mål bag IFM's Michael Hansen.
Det andet mål faldt efter 67 minutter, da den netop indskiftede Lasse Janerka fældede Andreas Busse, som var på vej frem med bolden på fødderne. Lasse Janerka fik direkte rødt og kunne tage turen i bad – en afgørelse, som man i IF Midtdjurs lejren var meget utilfreds med.
”Sådan som vi ser det når Lasse at prikke til bolden før Andreas Busse falder over hans ben,” siger IF Midtdjurs' cheftræner Ole Kjær.
Andreas Busse tog selv frisparket fra godt 25 meters afstand og viste en anden side af talentet, da han med et følt spark henover hjemmeholdets mur sendte bolden op i det fjerneste målhjørne uden for målmand Michael Hansens rækkevidde.
Og ganske få minutter før tid viste Andreas Busse endnu en variant, da han drejede rundt om sig selv som indledning på en dribletur, hvor tre-fire Midtdjurs forsvarere blev tørret inden Busse lagde bolden i kassen til venstre for målmand Michael Hansen til 3-0.
Åstrup/Hammelev vil ikke noget
Aftenens kamp fik ikke det udfald, man havde håbet på i IF Midtdjurs lejren.
Selvom holdet havde bolden mest, kom man ikke frem til ret mange chancer over for et meget kompakt Åstrup/Hammelev forsvar. Det blev kun til ganske få chancer, og når man så ikke har kort snor i Andreas Busse i den anden ende af banen, så går det galt.
”Vi må simpelthen ikke give Andreas Busse mulighed for at komme i de mand-til-mand situationer. Det får han så lov til allerede i begyndelsen af kampen. Og så vil Åstrup/Hammelev jo ikke noget. De forsvarer sig, og så spiller de bolden op til Andreas Busse, som er en meget dygtig spiller,” siger IFM-træner Ole Kjær.
”Vores problem er, at vi ikke er gode nok med bolden og vi mangler løb omkring boldholderen,” siger Ole Kjær, som med holdet i næste uge har tre kampe mod rækkens tre tophold Aarhus Fremad, Vivild IF og Grenaa IF.
”Nu er vi bundhold, og det kan vi også mærke når det gælder dommerens afgørelser. Vi føler os lidt udsatte for tiden,” siger Ole Kjær efter en kamp, hvor især udvisningen af Lasse Janerka midt i 2. halvleg ved stillingen 0-1 var svær et sluge.
En kamp efter Åstrup/Hammelevs hovede
I Åstrup/Hammelev lejren var der jubel over sejren på en dag, hvor træner Kim Busse måtte hente to spillere ind i truppen fra klubbens Serie 6 hold efter afbud fra holdets to backs. Til gengæld havde træneren Jonathan Henig tilbage efter en tur til Israel, og også veteranstopperen Jakob Steensgaard havde denne aften tid til at stille op for holdet.
”Det blev en kamp efter vores hoved, hvor vi står kompakt og så spiller vi bolden frem til Andreas, gerne henover en station på midten. Vores to nye backs og vores to nye indskiftere gjorde det alle godt, og så var det godt at have Jonathan Henig med til at spille bolden op på,” siger Åstrup/Hammelev træner Kim Busse.
”Det var en vigtig kamp at vinde, for vi skal kunne matche IF Midtdjurs i denne række.”
Frederik Hougaard blev kåret til kampens fighter, og kampens tredobbelte målscorer Andreas Busse blev kampens spiller på Åstrup/Hammelevs hold.
Åstrup/Hammelev IF har fri i weekenden og skal først næste lørdag 10. september møde Hornslet IF på hjemmebane.