Kolind/Midtdjurs U16 klar til sæsondebut i mesterrækken
Cheftræner Alan Brouer har store forventninger til efteråret, men slås med, at U16-truppen er blevet decimeret med fem spillere hen over sommeren
Alan Brouer, tidligere målmager i topklasse for Kolind-Perstrups bedste seniorhold, har et par ting, der skal findes en løsning på, før han sender sit Kolind/Midtdjurs U16 mandskab i mesterrækken på banen søndag aften mod HOG/GUI på Ryomgård Stadion.
"Vi har i foråret kunnet stille to hold, men vi har desværre mistet en række spillere i sommerferien, og derfor bliver det næsten umuligt at køre to hold igennem i efteråret," siger Alan Brouer.
"Det er synd for de drenge, der ikke vil kunne klare sig på vores bedste hold i mesterrækken, men nu holder vi et forældremøde torsdag aften efter vores træning i Kolind og ser, om vi kan finde en løsning."
Han har i en årrække været cheftræner for truppen, der har prøvet turen i mesterrækken flere gange.
"En af vores udfordringer er, at vi kun må benytte to såkaldte 4. kvartalsspillere (I samtlige DBU Jylland's ungdomsrækker (for 8- og 11-mands) kan - uden konsekvens for sportslige resultater - anvendes max. 2 spillere pr. kamp, som er født i oktober kvartal i året før den pågældende aldersgruppe, red.) på førsteholdet, men reelt har tre, der kan være med. Det er møgtræls at skulle skuffe ham, der ikke kan være med, men vi kan ikke lave om på reglerne," siger Alan Brouer.
Hen over sommeren har ham mistet to spillere til TRIF.
"De to sagde det allerede, inden vi gik på sommerferie og respekt for det. De kan begge fortsat spille U15 fodbold, og det får så de muligheden for i TRIF," forklarer cheftræneren.
Til gengæld havde han ikke lige set den komme, at tre mand pludselig melder fra, fordi de enten vil prøve talentet af i en anden klub eller simpelthen har mistet lysten.
Jævnbyrdig række
Alan Brouer kan til gengæld glæde sig over tilgang af to spillere.
Den ene er hans egen bonussøn Nicolai Christensen, der er blevet sorteret fra i AGF Talent, og derfor tørner ud for Kolind/Midtdjurs.
"Det var en stor skuffelse for Nicolai at blive sorteret fra efter at have spillet mange kampe for AGF's bedste hold, men nu får han mulighed for at finde energien igen på vores hold, hvor han bliver en forstærkning," siger Alan Brouer.
Cheftræneren vurderer, at hans mandskab kan slutte som vinder af rækken, hvis det flasker sig, men også som nummer sjok, hvis der kommer støj på linjen.
"Rækken bliver meget jævnbyrdig. Vi kender de øvrige hold ret godt og ved, at hver kamp bliver meget tæt. Fortsætter drengene med at træne, som de hidtil har gjort, tror jeg på et godt resultat," siger Alan Brouer, der i træningen i efteråret vil få hjælp af Martin Emil Sloth og Henrik Pedersen.
Søndagens kamp på Ryomgård Stadion fløjtes op klokken 19.