IF Midtdjurs har kniven på struben efter nederlag til Auning IF
Efter kun to kampe uden point skal IF Midtdjurs have point i kampen tirsdag aften mod Åstrup/Hammelev
Serie 2 med hele seks hold fra Djursland i kamp med hinanden og enlige Aarhus Fremad som udenbys har vist sig at være særdeles jævnbyrdig i dette efterår.
Kun IF Midtdjurs har efter to kampe – de øvrige hold har spillet tre kampe – endnu ikke fået point, så nu vil IF Midtdjurs træner Ole Kjær have point på kontoen, når Åstrup/Hammelev tirsdag aften kl. 18.30 kommer på besøg på Ryomgård Stadion.
IF Midtdjurs var meget tæt på at få point i premierekampen mod Hornslet IF, hvor holdet fra Ryomgård helt uforståeligt lod Hornslet IF score tre mål i de sidste otte minutter og tabte kampen med 6-5.
”Vi synes vi har et hold, som bør ligge i midten af rækken, så nu skal vi have point,” siger IF Midtdjurs træner Ole Kjær, som ikke var tilfreds med udfaldet af kampen mod Auning IF, som vandt med 3-1 efter 1-1 ved pausen.
”Vi var bedst i de første 20-25 minutter og kom foran med 1-0 på et mål af Ulrich Thy Jensen. Men efter at have scoret, var det som om vi ikke længere turde spille vores spil og gik i stå.”
Auning IF udlignende kort før pausen, da veteranangriberen Mogens Laursen ifølge Ole Kjær udnyttede en stor fejl i hjemmeholdets forsvar.
Martin Laursen har stadig reflekserne i orden
I 2. halvleg startede kampen meget lige med enkelte chancer til begge side.
”Auning IF undgik at komme bagud, da holdets målmand Martin Laursen efter godt 20 minutter præsterede en klasseredning, da han med en refleks reddede et hovedstød fra vores midterforsvarer Jonas Simonsen,” fortæller Ole Kjær, som også så sin indhopper Michael Mc Teigue brænde en friløber i to omgange.
Tværtimod kom Auning IF foran med 2-1 midt i 2. halvleg efter et godt opspil, og få minutter derefter udnyttede gæsterne, at IF Midtdjurs nu ville satse for at udligne, til at bringe sig foran med 3-1.
Dermed var kampen stort set lukket, og da IF Midtjurs' Søren Gribsholt oveni fik et gult kort og dermed en ti minutters udvisning for et i IFM-træner Ole Kjærs optik hårdt dømt frispark midt på banen, var det op ad bakke for hjemmeholdet.
Udsigt til at kæmpe om nedrykning
Ifølge Ole Kjær var det på mange måder en lige kamp, men især en situation var han utilfreds med.
”Efter bare tre minutters spil var der en episode, hvor Mikkel Fanø slap fri og fik en friløber. Han blev hægtet bagfra, men der blev ikke dømt noget, selvom der burde have været dømt frispark og givet rødt kort til den bagerste mand, som begik frisparket. Det var ærgerligt,” siger Ole Kjær.
IF Midtdjurs kårer ikke en kampens spiller, men skulle han vælge en, ville Ole Kjær pege på IF Midtdjurs' målscorer Ulrich Thy.
Nu har IF Midtdjurs kniven på struben, når Åstrup/Hammelev kommer forbi tirsdag aften. De to hold kan som det ser ud efter de hidtidige kampe nemt blive dem, som skal kæmpe om at undgå nedrykning sammen med TMV 8350, som trak sit hold før turneringen overhovedet kom i gang.
Kommentar til kampen fra Auning IF's cheftræner Claus Svenningsen følger senere.