Bundgyser i vente tirsdag aften på Ryomgård Stadion
Efter 3-0 nederlag til Vivild IF er Åstrup/Hammelevs træner Kim Busse helt klar over betydninegn af kampen mod IF Midtdjurs tirsdag aften
”Det var en ensidig forestilling. Vivild IF var klart bedre end os, og vi havde kun en enkelt chance i hele kampen.”
Det siger Åstrup/Hammelev IF's træner Kim Busse, efter at hans hold lørdag eftermiddag tabte 3-0 til Vivild IF på åstrup Stadion. Vivild IF's Sebastian Stær afgjorde kampen med tre mål i første halvleg.
Læs også: Sebastian Stær matchvinder for Vivild med hattrick
Åstrup/Hammelev kom ellers med en overraskende 5-0 sejr torsdag aften mod Auning IF, hvor det var hjemmeholdets hurtigløber Andreas Busse, der fuldstændig stjal billedet ved at score alle fem mål.
”Men vi var trætte. Vi er ikke i fomr til at spille kamp både torsdag aften og lørdag eftermiddag,” siger Kim Busse, som trods trætheden hos sine spiller havde lovord til Vivild IF' s spil.
”Det var på denne dag det bedste hold vi har mødt i dette efterår. De var bedre end os, de løb for hinanden og havde viljen til at vinde,” siger Kim Busse.
Åstrup/Hammelevs centrale midtbanespiller Emil Lai blev kåret til både kampens spiller og kampens fighter.
IF Midtdjurs har kniven på struben
Tirsdag aften kl. 18.30 møder Åstrup/Hammelev IF holdet fra IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion.
”Kun tre kampe ind i turneringen ligner det her et bundopgør. Det er vigtigt at få point i denne kamp. Det ligner en kamp mellem to hold, som kommer til at ligge i bunden,” siger Kim Busse om opgøret mod IF Midtdjurs, som søndag eftermiddag tabte med 3-1 til Auning IF på hjemmebane.
”Denne gang har vi fordelen af at have haft en hviledag mere end Midtdjurs, så vi må se hvad vi har i benene,” siger Kim Busse.
Også IF Midtdjurs' cheftræner Ole Kjær er klar over kampens betydning, efter at hans hold søndag tabte til Auning IF.
”Vi synes selv vi har et hold, som skal ligge midt i rækken. Men efter nederlag i de to første kampe har vi kniven på struben, når Åstrup/Hammelev kommer på besøg. Den kamp skal vi vinde for at hænge på,” siger Ole Kjær.