Auning IF’s træner anker afgørelse efter IF Midtdjurs’protest
Cheftræner Claus Svenningsen anker DBU Jyllands afgørelse, som taberdømte Auning IF efter brug at to ulovlige ungdomsspillere i Serie 2 kamp mod IF Midtdjurs
Auning IF's cheftræner Claus Svenningsen er bestemt ikke tilfreds med den afgørelse, som DBU Jylland forleden traf efter en protest fra IF Midtdjurs for brug af ulovlige spillere i en Serie 2 kamp.
”Jeg synes slet ikke man tager hensyn til den kontekst, som vores brug af de to ungdomsspillere skal ses i,” siger Claus Svenningsen.
IF Midtdjurs indgav efter kampen, som Auning IF vandt med 3-1, en protest, fordi Auning IF søndag 28. august havde brugt to ungdomsspillere, som allerede havde været i kamp fredag 26. august i en Serie 5 kamp mod Viking Pindstrup. Fredag og søndag er i dette tilfælde at regne for samme spillerunde, og derfor må spillerne ikke spille på begge seniorhold.
Læs også: Auning IF mister tre point efter Midtdjurs-protest
”Men konteksten er, at vi af sportslige hensyn accepterede at flytte vores Serie 2 kamp mod Åstrup/Hammelev fra weekenden til torsdag 25. august, selvom vi kunne have afslået Åstrup/Hammelevs anmodning og bare have taget de tre point, når vores modstander ikke kunne stille hold,” siger Claus Svenningsen, hvis hold tabte 5-0 til Åstrup/Hammelev.
Auning IF forsøgte ikke at snyde sig til point
”Vi fik to spillere skadet i kampen mod Åstrup/Hammelev og var i forvejen skadesramte. Vores 2. hold skulle spille fredag og jeg kunne ikke flytte spillere fra dette hold med dags varsel, for så kunne de ikke have stillet hold. Så hvad skulle jeg gøre, når jeg nu ønsker fodboldkampe afgjort på banen og ikke vil vinde på grund af modstanderes afbud eller ved skrivebordsafgørelser?”
”Fremover vil jeg næppe være fleksibel og imødekommende for at sikre sportslige afgørelser. Så siger vi nej til ønsker om flytning med kort varsel og tager de tre point uden kamp,” siger Claus Svenningsen, som mener hans hold reelt mistede seks point ved at indvilge i at flytte kampen mod Åstrup/Hammelev.
”Jeg føler mig ramt, fordi vi ikke forsøgte at snyde os til point, men udviste en høj grad af imødekommenhed for at sikre en sportslig afgørelse. Hvis fairplay ikke bare er noget vi taler om, men også noget vi fører ud i livet, så synes jeg det er den sportslige afgørelse, som skal stå ved magt,” siger Claus Svenningsen.
”Det her ærgrer mig helt vildt. Her må jeg konstatere, at vi bare skulle have taget de tre point fra Åstrup/Hammelev og ikke flyttet kampen til om torsdagen. Nu skal vi straffes for at have udvist goodwill og sportsmanship ved at spille kampen mod Åstrup/Hammelev, og så bliver vi straffet for det efter kampen mod IF Midtdjurs.”
DBU Jylland taberdømte Auning IF med 3-0 i kampen mod IF Midtdjurs og idømte klubben en bøde på 1.000 kr.
Afgørelsen kan ankes indenfor 14 dage.