Rougsø FF til Hadsten uden spilletøjet
Den elegante venstreforsvarer Mikkel Fisker havde ansvaret for, at tasken med spilletøj var med i bilen til Hadsten, men tasken stod efterladt hjemme i Allingåbro
Rougsø FF fik ikke en suveræn optakt til lørdagens svære udekamp mod Hadsten i Serie 3. Faktisk var den noget aparte.
Topscorer Søren Jakobsen havde meldt sig syg, Anders Lindegaard var fraværende på grund af sine mange fiberskader og brødrene Mads og Jonas Kusk vat taget til Byernes By, Paris.
Som om det ikke var nok, havde truppen glemt at få tasken med spilletøj med til Hadsten - eller rettere venstreforsvareren Mikkel Fisker havde glemt tasken hjemme i Allingåbro. Det var ham, der havde ansvaret.
"I selve kampen blev vi presset i bund i første halvleg, og allerede efter 16 minutters spil måtte Søren Bai til afkøling for et groft frispark på Hadstens Speedy Gonzales, Jesper Mark," fortæller cheftræner Jesper Møgelvang.
Jesper Mark er en høj ranglet kantspiller med en fart, der minder om en Formel 1 racer, når den kører stærkest.
"Hadsten sad på det hele, og i perioder pressede de os helt ned, men vi fik dog bedre styr på Jesper Mark, som Hadsten så flyttede over i den anden side," siger Jesper Mark.
Efter 39 minutters spil klippede Rougsø FFs Jesper Thomsen den hurtige Mark på kanten af eget felt. Straffespark og yderligere tilægsstraf til Jesper Thomsen, der måtte til afkøling i ti minutter.
Straffesparket var Møgelvang ikke tilfreds med, men Hadstens anfører Nicky Friis sagde tak for tilbuddet og scorede sikkert fra 11 meter-pletten.
Et point lurede
Rougsø FF's Lars Thomsen afsluttede første halvleg med et godt sparket frispark, som hjemmeholdets keeper klarede med det yderste af neglene.
"I pausen blev de positive ting fremhævet, og vi spillede faktisk derefter en rigtig fin anden halvleg, hvor vi sagtens kunne have taget det ene point, men desværre lykkedes det ikke," siger Jesper Møgelvang.
Gæsterne kom imidlertid ikke til de fornødne chancer, men Rene Thorngaard var tæt på at omsætte en tværpasning fra Mathias Dalsgaard Larsen alias 'den hvide Makelele' til en udligning.
"Derudover var vi farligst på dødbolde, men selv om hjemmeholdets målmand adskillige gange viste tegn på usikkerhed, så fik vi desværre ikke omsat noget til en scoring. Vi satsede mere og mere, og efter 90 minutters spil afgjorde hjemmeholdet kampen til 2-0 på en kontra," siger Jesper Møgelvang.
Han anser Hadsten for at være det bedste bud på en favorit til oprykning til Serie 2, så slutfacit 2-0 var ikke en katastrofe i betragtning af, at manglede fire af de sikre i startopstillingen.
"For os var det blot årets andet nederlag, og det drejer sig lige nu om at få trukket luft ind og trænet godt inden onsdagens kamp hjemme mod Ådalen IF," siger cheftræneren.
Stærkeste opstilling mod Ådalen - næsten
Opgøret mod Ådalen på Ørsted Stadion bliver Rougsø FF's femte turneringskamp på blot 15 dage.
"Men vi skal nok være klar til at jagte de tre yderst vigtige point, så vi kan få en godkendt start på efteråret," lover Møgelvang.
Han forventer ikke, at Anders Lindegaard bliver klar til dysten, men ellers bliver der frit slag på alle hylder.
Rougsø FF har med syv point for fire kampe fået en fint start på opholdet i Serie 3, hvor det i første omgang handler om for mandskabet at komme på betryggende afstand af bundregionen.