Fortsæt til indhold

Sikker sejr til Grenaa IF over sæsondebutanterne fra Vivild

Grenaa IF viste stigende formkurve i 3-1 sejr over nedrykkerne fra Vivild IF i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

”Det var en rigtige premierekamp for vores vedkommende. Spillerne var anspændte og virkede forkrampede og låste i deres spil. Vi glædede os til at komme i gang, men var præget af nervøsitet.”
Sådan siger Vivild IF-træner Dennis Holdgaard, efter at han lørdag eftermiddag så sit hold tabe med 3-1 til Grenaa IF på udebane.
Grenaa til gengæld spillede sin tredje kamp i turneringen og viste klar fremgang efter et sviende 5-1 nederlag i sæsonpremieren mod Aarhus Fremad og derefter en knebel 2-1 sejr over lokalrivalerne fra Åstrup/Hammelev i en ikke særlig overbevisende præstation.
”Mod Vivild var der plus til hele holdet. Alle mand leverede i en god holdindsats, og vi spillede en taktisk klog kamp med afventende spil. Vi løb for hinanden, og der var god kommunikation på holdet,” siger Grenaa IF's træner Brian Engelund.

Grenaa kom foran kort før pausen

Grenaa IF havde lagt en afventende taktik for at lægge en dæmper på det forventede offensive spil fra nedrykkerne fra Vivild.
”Vi valgte helt bevidst at lade Vivild IF have initiativet. Vi ville have tryghed i forsvaret og stå sikkert i defensiven. Når vi kunne erobre bolden, skulle vi være gode til at holde fast i den. Det lykkedes at lukke ned for Vivild, for vi stod rigtig godt på banen i det defensive rum,” siger Brian Engelund.
”Grenaa IF havde bolden mest og havde også flere chancer ind under mål. Vi havde en enkelt friløber i første halvleg, som vi brændte. Vi spillede ikke særligt frigjort og havde håbet at kunne gå til pause med 0-0,” siger Dennis Holdgaard.
Men Grenaa IF kom foran med 1-0 i det 44. minut, da Stig Zacher tog et løb på tværs af banen og spillede Simon L. Hansen lige uden for feltet. Han skød og udplacerede Lasse H. Pedersen i Vivild IF's mål.

Dommeren gled og blokerede bolden

Vivild IF kom ud efter pausen med troen på at man kunne ryste premierenerverne af sig og godt kunne være med.
Men det satte Grenaa IF en stopper for i det 57. minut, da indskiftede Kristian Gertsen spillede Martin Westmark ude i siden. Han lande bolden indover tæt på mål, hvor Jens Bachmann kunne sætte indersiden på til en 2-0 føring til hjemmeholdet.
Et par minutter senere mistede Vivild IF bolden i et opspil midt på banen.
”Vores målmand Lasse H. Pedersen spillede bolden frem, og dommeren ville undvige bolden, men gled og blokerede bolden. Grenaa IF var hurtigt over bolden og to angribere stod helt fri,” siger Vivild IF træner Dennis Holdgaard om situationen, da Stig Zacher stod helt fri og kunne sparke bolden i det tomme mål.
”Derefter spillede vi afventende og holdt bolden på vore egne fødder,” siger Brian Engelund.
Vivild IF fik et trøstmål i det 85. minut, da midterforsvarer Morten Tolbod kunne heade et hjørnespark i mål.

Auning skal til Aarhus tirsdag

”Jeg er godt tilfreds med holdet. Vi spillede krampagtigt, men det skal vi have løsnet. Grenaa havde tydeligvis fordel af at have været i gang og have spillet to kampe før mødet med os,” siger Vivild IF-træner Dennis Holdgaard, som måtte undvære profilen Sebastian Stær, og som under opvarmningen fik midterforsvarer Lauge Feldskov skadet, så den 37-årige træner måtte sætte Chris Christensen ind i midterforsvaret og sætte sig selv på holdkortet.
Anfører Niklas Mathiesen blev valgt til kampens fighter og målscorer Morten Tolbod blev valgt til kampens spiller på Vivild-holdet.
Vivild IF skal allerede i kamp igen tirsdag aften, hvor holdet skal til Riisvangen Stadion i Aarhus for at møde Aarhus Fremad.
”Nu er vi i gang og jer er tilfreds med 6 point efter tre kampe,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
Der var afbud fra midterforsvarer og anfører Morten Winther, så Brian Engelund stillede op med et nyt midterforsvar med Emil Thyrre og Mikkel Bech.
Desuden måtte Brian Engelund tage Rasmus Møller ud efter bare et kvarter for at undgå overbelastning af midtbanespillerens lysken.
Der var plus i bogen til alle spillere på Grenaa-holdet.
”Skal jeg fremhæve en spiller, skal det være vores rumænske højre back Bogdan Petrue Ishimi, som spillede sin hidtil bedste kamp,” siger Brian Engelund.
Grenaa IF sidder over i weekenden og møder næste torsdag Auning IF på hjemmebane.