Fortsæt til indhold

Kolind-Perstrup lavede kartoffelmos ud af Lystrup

Der er Kolind-Perstrup og så syv andre hold i Serie 3, der slet ikke kan holde trit med topholdet

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Vi moste derudaf fra start, og inden der var gået 14 minutter, havde vi scoret tre mål," fortæller Kolind-Perstrups (KPI's) cheftræner Thomas Zacher Sørensen om weekendens opgør på Kolind Park mod Lystrup.
Det ubesejrede tophold vandt med hele 8-1 (6-1).
"Vi førte 6-0, inden Lystrup fik reduceret til halvlegsresultatet. Resten af kampen slækkede vi lidt på tempoet, og det var vel meget naturligt med den sikre føring i ryggen," lyder det fra cheftræneren.
Han havde placeret tre af sine faste startere på bænken i de første 45 minutter: Kasper Høegh 'KT' Therkildsen, Mikkel Kjær og Andreas Mikkelsen.
Det svækkede på ingen måde hjemmeholdet.
"Det er vigtigt at holde alle skarpe, og derfor ændrede jeg i startopstillingen," forklarer Thomas Zacher Sørensen.
I pausen kom alle udskiftningsspillere på banen for at være med til at køre sejren hjem.
Ud gik Daniel Bagger Pedersen, Jakob Degn Larsen og Benjamin Lahn Sørensen.

Tre mål af Jakob Degn Larsen

Jakob Degn Larsen blev noteret for tre mål for KPI, før han kun strække benene på bænken. Benjamin Lahn Sørensen scorede to gange, mens Martin Holm Hansen, Rasmus Peter Bisgaard Hansen og Nickolaj Emil 'Myre' Martinsen hver scorede et enkelt mål.
Thomas Zacher Sørensen har indført en stil, hvor det forventes af samtlige spillere, at de kan løbe meget.
"Alle skal kunne angribe, men også forsvare. Løbene tilbage skal foregå i samme tempo som fremad banen," siger Thomas Zacher Sørensen.
"Vores gode fysiske form og høje tempo fra start har kvalt mange af vores modstandere hidtil. De kan ikke holde os fra chancer."
Thomas Zacher Sørensen siger om holdets spillestil, at den er simpel, aggressiv, direkte og hurtig.
"Vi skal dog blive bedre til at være mere tålmodige i forskellige faser af kampen, hvor vi godt må spille bolden mere rundt."
Jakob Degn Larsen blev kåret til man-of-the-match med 13 stemmer ud af 16. Foruden de 14 spillere stemmer Thomas Zacher Sørensen og holdleder Dennis Bjerregaard.

Kun KPI kan slå KPI

Seks sejre og en målscore på 35-5 fortæller alt om, hvor suveræne KPI har været hidtil efter nedrykningen fra Serie 2.
Lørdag gælder det svage Skødstrup (kun et point i seks kampe) på Studstrup Idrætsanlæg klokken 15.
"Vinder vi denne kamp, har vi vundet rub og stub i første turneringshalvdel, men min vurdering er også, at vi reelt er vores egen værste modstander. Kun hvis vi ikke bevarer ydmygheden og tror, at kampene er vundet på forhånd, kan vi komme i problemer," siger Thomas Zacher Sørensen.
KPI's andethold i Serie 5 fører også sin række med maksimumpoint - efter fire spillerunder. Lørdag vandt holdet 4-1 over Skødstrup på Kolind Park.
De fire mål blev scoret af Kristian Birkelund Høegh 2, Mikkel Friis Stær og Mikkel Damgaard Møller Jensen 1.
Det to sidste træner godt og banker på til førsteholdet.
"De kommer da sikkert også med på et tidspunkt, men det er svært at ændre på hold, der bare vinder og vinder. Derfor må de to være tålmodige og vente på deres chance," fastslår Thomas Zacher Sørensen.