Viking Pindstrup skraber bunden
Med kun et point i tre kampe er Viking Pindstrup bundprop i Serie 5, men træningsindsatsen er bestemt heller ikke prangende
Vking Pindstrup havde håbet på, at den sikre nedrykning til Serie 5 før sommerferien ville have givet mandskabet mulighed for at vinde flere fodboldkampe i ny og næ.
Efter tre turneringsrunder er det imidlertid kun blevet til et enkelt point mod rækkens nuværende duks, Rougsø FF.
"Det er noget skuffende," erkender træner Michael Nielsen, der deles om ansvaret med Jørgen E. Sørensen og Karsten 'Driver' Møller.
"4-5 stykker til træning de seneste onsdage er heller ikke godt nok, og det skal vi have lavet om på. Jeg håber, at der kommer mindst det dobbelte fremover, så vi kan få trænet ordentligt. Det er lidt umuligt med fem mand."
Forsvarskiks mod Auning
I weekenden blev det til et 6-2 (2-2) nederlag til naboerne fra Auning.
"Et lidt for stort nederlag, men Aunings sejr var god nok. Holdet er bygget op omkring unge spillere, og de vil noget," siger Michael Nielsen.
Joakim 'Jokke' Jørgensen til 2-1 og Stefan 'Q' Qvist til 2-2 scorede for Viking Pindstrup. Scoringerne faldt i Vikings Pindstrups bedste periode, de sidste 25 minutter før pausen.
Efter pausen scorede Auning hurtigt til 3-2 og 4-2.
"To lette mål, hvor vi ikke får trukket offside," forklarer Michael Nielsen.
Han måtte undvære Steffen 'Papa' Overfeldt, Jonas Ilsøe Babis, Mads Qvist Hjarsbæk og Kim 'Nimmer' Rasmussen.
"Flere af dem er muligvis med fredag aften, hvor vi hjemme på Pindstrup Stadion møder IF Aadalen," siger Michael Nielsen.
IF Aadalen har ambitioner om oprykning til Serie 4 og stiller med et ungt og løbestærkt hold, som består af spillere, der træner fast 1-2 gange om ugen.
Det er sandsynligt, at Aadalen møder frem med tre hurtige folk i front, Jonas 'Papegøjen' Vinter, Casper Thoudal og Oliver Lindegaard Berggren (tidligere TRIF og IF Midtdjurs.)
Kampen begynder klokken 18.30 med Allan Asp Poulsen som opmand.
Ikke en fredag aften i sydkurven på Pindstrup Stadion uden ristede stadionpølser på grillen og kolde øl i cafeteriatet.
Det plejer at lokke pænt mange lokale tifosis på lægterne. De håber på gang i sagerne og sang i gaderne efter kampen.