FC Djursland topscorer alvorligt skadet
39-årige Rodrigo Grahl med en fortid på det brasilianske ungdomslandshold brækkede kindben under lørdagens kamp mod Hasle efter at have scoret fire mål før pausen i storsejren på 9-0
FC Djursland storspillede lørdag eftermiddag på HSM Arena, og det gik ud over svage Hasle, nyoprykker fra Serie 1 ligesom FC Djursland.
Gæsterne måtte lide den tort at tabe hele 9-0 (5-0). Uhørte cifre i Jyllandsserien, og et fingerpeg om de to holds videre muligheder i turneringen.
Hasle er efter tre kampe uden point. Målscoreren er så mager som 2-16.
"Vi spillede en flot kamp, og sejren var ikke mål for stor. Hasle var dog ringe og klart det dårligste hold, som vi har mødt i sæsonen hidtil," siger FC Djurslands cheftræner Aroldo Strack.
"Jeg vil sige, at Hasle også er svagere end de hold, som vi mødte i foråret i Serie 1," tilføjer den ambitiøse cheftræner.
Han glædede sig over, at den måde, som han ønsker at spille på, begynder at bundfælde sig hos spillerne.
"Jeg blev glad for at se ting i spillet, som vi har trænet og talt om. Det lover godt," siger Aroldo Strack.
Uheldig topscorer
Efter at have scoret fire ud af fem mål før pausen, det ene på straffespark, kom FC Djurslands topscorer Rodrigo Grahl, 39, slemt til skade i midten af anden halvleg.
"Rodrigo brækkede et kindben og måtte straks ud, fordi det tydeligvis gjorde vanvittigt ondt på ham. Han blev opereret mandag, og så må vi se, hvor lang tids pause Rodrigo skal have," siger Aroldo Strack.
Cheftræneren forventer dog, at der vil gå et stykke tid, før den tidligere brasilianske ungdomslandsholdsspiller bliver klar til at træne og spille igen.
Sammen med broderen Ricardo Grahl, 28, der er ny målmand i FC Djursland, underviser Rodrigo Grahl på Brazil Football College, som Aroldo Strack er indehaver af.
Ud over Rodrigo Grahls fire mål scorede Paulo Maciel et enkelt før pausen. Brian Johansen scorede to mål i de sidste 45 minutter begge assisteret af Rodrigo Grahl.
Rodrigo Grahl blev afløst af Lucas Dambros da Silva i det 69. minut, og afløseren nåede også en scoring inden slutfløjet.
Det samme gjorde unge Søren Sørensen, der indvandret fra Aastrup-Hammelev.
Felipe og Jarsmer klar kommende lørdag
FC Djursland var uden karantæneramte Felipe Soares og den fra Aastrup-Hammelev indvandrede Nicolaj Jarsmer samt skadede Jesper Sørensen.
Når Lucas Dambros da Silva startede på bænken i lørdags, var årsagen udelukkende, at han havde været sløj i ugen op til kampen.
Felipe Soares og Nicolaj Jarsmer er klar, når FC Djursland lørdag møder Dronningborg med en tidligere ungdomsspiller i IF Midtdjurs og senere 2. divisionsspiller i Randers FC, Luca Imperatore Sørensen.
"Det bliver en betydelig sværere kamp samenlignet med den i lørdags," fastslår Aroldo Strack, som benyttede veteranen Kristian Kaagh som midtstopper i lørdagens kamp.
"Kaagh gjorde det godt som stopper, men det var også begrænset, hvor meget han var sat under pres," siger Aroldo Strack.
Fremtiden vil cheftræneren helst ikke snakke om.
"Vi har en målsætning om at gøre ondt på alle hold, vi møder, men jeg vil ikke snakke placering, for vi så i foråret, hvor sårbare vi er, hvis nøglespillere må sidde udenfor. Nu får vi at se, hvordan holdet reagerer, mens Rodrigo er væk."