AGF henter 19-årig kantspiller
Mustapha Bundu har fået en kontrakt for resten af sæsonen
Det har længe været bebudet, at der skulle ske noget i transfervinduets sidste dage for AGF's vedkommende.
På vinduets sidste dag har klubben onsdag eftermiddag på sin hjemmeside offentliggjort, at den har indgået en kontrakt med 19-årige Mustapha Bundu, der kan bruges som både kantspiller og angriber.
Bundu deltog tidligere på måneden i Superligaholdets træning, og her gjorde han et godt indtryk.
"Mustapha har et spændende potentiale, og hans træning med A-truppen viste, at han besidder nogle offensive færdigheder, der kan blive interessante for os. Han er stadig ung, men vi tror på, at han i vores rammer, kan tage det næste skridt i sin udvikling. Derfor har vi også sikret os en option i den etårige aftale, vi i første omgang har indgået," siger sportschef Jens Andersson til klubbens hjemmeside.
Mustapha Bundu er født og opvokset i Sierra Leone, men har de seneste år opholdt sig i England, hvor han sideløbende med sine studier har spillet fodbold for Hereford FC.
Under sit ophold i England har han tidligere været til prøvetræninger i Manchester City, Liverpool og Cardiff.
Mustapha Bundu befinder sig i øjeblikket i sit hjemland og vil ankomme til Aarhus, når hans arbejdstilladelse er faldet på plads, skriver AGF.