Effektiviteten til forskel på Østdjurs 91 og Aarhus Black Vipers
Østdjurs 91 formåede ikke at bide til i tirsdagens hjemmekamp på Trustrup Stadion mod det sammenflikkede mandskab fra det nordlige Aarhus, som levede op til klubnavnet ved netop at bide til, når chancerne bød sig
Nyoprykkerne Østdjurs 91 og Aarhus Black Vipers gav hinanden en god kamp tirsdag aften på Trustrup Stadion, hvor det var gæsterne, der trak det længste strå.
3-1 vandt holdet med det drabelige klubnavn, fordi de gæstende angribere var langt mere effektive i disciplinen udnyttelse af målchancer end kollegerne hos hjemmeholdet.
"Vi var godt med i kampen, der egentlig var meget lige chancemæssigt. Til gengæld var Aarhus Black Vipers bedre til at udnytte scoringsmulighederne end os," siger Emil Munkholm fra Østdjurs 91.
Mathias Styven Ehlers bragte gæsterne foran 1-0 midtvejs i første halvleg, men hjemmeholdets Mikkel Kjeldsen svarede igen i det 34. minut med noget, der gav mindelser om en kongekasse, i følge Emil Munkholm.
"Et flot mål af Kjeldsen," lyder det fra holdkammeraten.
Til gengæld missede en af hjemmeholdets udvalgte en stor chance for at bringe sit hold foran inden pausen, og så slog gæsterne i stedet for til i det 45. minut ved Peter Slot.
"Deres bagerste var til at tale med. Til gengæld var de gode oppe foran, og deres hurtige og bevægelige angribere voldte os store problemer," siger Emil Munkholm.
Har bidt sig fast i rækken
Efter pausen scorede gæsternes hyperfarlige Malte Sejr Møller til slutresultatet 3-1 i det 54. minut.
Østdjurs 91 har med tre sejre i de fem første turneringsrunder fået en flot start på sæsonen i Serie 3, og bedre chanceudnyttelse kunne have sendt holdet op på andenpladsen i rækken, der føres suverænt af Kolind-Perstrup.
"Aarhus Black Vipers er et tophold. Ikke så gode som Kolind, men absolut et dygtigt hold, som vi kunne måle os med, og derfor er vores målsætning for sæsonen om at sikre os forbliven i række meget realistisk," siger Emil Munkholm.
Mikkel Kjeldsen blev kåret til man-of-the-match med ti stemmer af sine holdkammerater.
Østdjurs 91 har en ny hjemmekamp på Trustrup Stadion på lørdag, hvor Christiansbjerg kommer på besøg klokken 16.
De to hold ligger placeret side om side i stillingen med hver ni point.