Fortsæt til indhold

Hvorfor skal Pindstrup Stadion mon se sådan ud?

Ledelse og medlemmer i Viking Pindstrup er utilfredse med standarden på Pindstrup Stadion

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Michael Nielsen, fodboldtræner i Viking Pindstrup og tidligere S-medlem af Syddjurs Byråd, hører til dem, der er utilfredse med Syddjurs Kommunes pasning af Pindstrup Stadion.

“Jeg ved ikke, om der er en god forklaring på, hvorfor man klipper græsset på vores fodboldstadion uden at samle græsset op,” siger Michael Nielsen.

“Det bliver hurtigt til visne græstotter over alt på banen, som så medfører, at der bliver brune pletter rundt omkring på banen,” siger

Gik selv i aktion

I midten af sidste måned tog en række medlemmer selv initiativ til at rive græsset sammen, og et lokalt ejendomsfirma med blandt andet haveanlæg som speciale dukkede siden op for at fjerne bunkerne med brune græstotter.

Dagen derpå dukkede kommunens folk op igen for at slå græsset, og så var man lige vidt.

Vil forfølge sagen

Michael Nielsen har nu tænkt sig at bede sine socialdemokratiske venner i byrådet tage sagen op for at høre, om Pindstrup Stadions pleje eller mangel på samme er et enestående eksempel.
Han skal ikke gå så langt, for tidligere borgmester i Midtdjurs, Hans Chr. Baltzer (S), bor selv i Pindstrup og har sæde i Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, som har de kommunale idrætsanlæg som en del af udvalgets ressort.

Bille vil forhøre sig

Formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, PUK-udvalget, Kirstine Bille (SF) siger til Lokalavisen, at hun vil tage kritikken fra Viking Pindstrup med på onsdagens udvalgsmøde.

“Jeg har hørt om, at man også var utilfredse i IF Midtdjurs, men ellers har jeg ikke hørt om andre,” siger Kirstine Bille.

“Jeg kender ikke retningslinjerne i detaljer for, hvordan vi passer vores kommunale anlæg, men jeg lover at undersøge det og høre, hvad der er grunden til, at vores folk tilsyneladende ikke samler græsset op, når de har slået fodboldbanen i Pindstrup.”