Ådalens nye mand på toppen ... helt på toppen
Med en scoring og to oplæg var Adalens Oliver Lindegaard Berggren den store spiller i 3-3 opgøret mod Langå
Ådalens cheftræner Lasse Dahl Sørensen sagde okay til, at starte tirsdagens opgør mod Langå på Lime Stadion fem minutter før annonceret kampstart på dommerens anmodning.
"Dommeren frygtede, at kampen ville blive afbrudt af mørkets frembrud, hvis vi ikke kom i gang, og da vi var færdige med opvarmningen, accepterede jeg," fortæller Lasse Dahl Sørensen.
"Det gør jeg ikke igen," kommer det prompte efterfulgt af et stort grin.
Langå gav kuglen op. Fem mand stormede frem i samme side. Det gav et frispark, som Langå eksekverede hurtigt til en spiller i modsatte side. 1-0 til gæsterne.
"Vi nåede ikke at røre bolden overhovedet, og mens vi brokkede os over, at frisparket var blevet taget det forkerte sted, øgede Langå til 2-0," forklarer Ådalens cheftræner.
Langå, der var uden spillende assistenttræner Svenne Poulsen (sad ude med en skade), havde formået at tage Ådalen på sengen, som holdet i de senere år har gjort det ved mange andre hold.
Ådalens spillere virkede groggy, men langsomt åd holdet sig ind i opgøret, og især nyerhvervelsen Oliver Lindegaard Berggren begyndte at vise tænder.
Oliver Lindegaard Berggren reducerede til 2-1 i det 29. minut på oplæg fra Mads Klinke Espensen.
"Da vi havde sundet os efter den dårlige start, fik vi godt fat i spillet, og inden Olivers mål havde vi to friløbere, som vi desværre brændte," siger Lasse Dahl Sørensen.
"Den Røde Baron" lurende på midtbanen
Ådalen fortsatte de gode takter efter pausen, og på mål af "Den Røde Baron" alias Kasper 'Lozz' Jensen i det 60. minut og unge Jacob 'Kometen' Andersen i det 67. minut lugtede det af en hjemmesejr.
Begge mål havde Oliver Lindegaard Berggren næstsidste fod på.
"Det knækkede dog ikke Langå, for de fik en ny opblussen, som vi ikke formåede at afvise," siger Ådalens cheftræner.
Det førte til en udligning i det 74. minut, hvor målmand Dennis Rytter og stopper Kaare Brøgger Sørensen gik fejl af hinanden.
"De scorede to mål på hovedstød, men ellers havde vi styr på dem ved alle standardsituationer."
"Vi sluttede bedst af og havde chancerne til at vinde, men når man starter med at komme bagud 2-0 efter fire minutters spil, så er 3-3 et godkendt resultat, selv om jeg vil mene, at vi var det bedste hold på banen i 80 minutter," siger Lasse Dahl Sørensen.
Han stillede med samme 11 startende, der besejrede HØST i foregående kamp med 4-0. Det vil sige med Kasper 'Lozz' i en tilbagetrukket position på midtbanen bag de to forreste, Oliver Lindegaard Berggren og Jacob 'Kometen' Andersen, og med 'aarhusianeren' Mike Skovsende i en central rolle på midten. De to andre 'aarhusianere' er den højtråbende Sebastian Emil Meyer Madsen og Frederik 'Frede' Søvsten. Sidstnævnte modtog det gule kort et par minutter før sidste pift.
Mike Skovsende modtog 'Fighteren' efter kampen, mens Oliver Lindegaard Berggren blev kåret til 'Man-of-the-match'.
"Oliver har grebet chancen og med to oplæg og et mål, kan vi ikke forlange mere. En hurtig spiller, men også meget boldfast. Han tilfører vores hold noget nyt," roser Lasse Dahl Sørensen.
"Jeg kan ikke blive klog på AH 2012"
Lørdag lukker Ådalen første turneringshalvdel med en udekamp mod AH 2012 på Hørning Stadion.
Her kan Lasse Dahl Sørensen atter råde over Sebastian Emil Meyer Madsen (tilbage efter to spilledages karantæne) og 'Soldaten' Thomas Høgh Mikkelsen.
"Vi er til gengæld uden Nikolaj Voldby, og Kaare Brøgger Sørensens fysik har det skidt, men han spiller, selv om vi havde talt om, at han skal have en pause. Det er ikke sådan at blive gammel," griner cheftræneren.
"Jeg har set AH 2012 to gange i denne sæson, og da har de tabt og spillet dårligt. Til gengæld har de vundet to andre kampe og har samme pointantal som os. Jeg kan ikke blive klog på dem, men for os må det handle om, at vi i det mindste ikke taber," siger Lasse Dahl Sørensen.