Kenyansk landsholdsspiller skiftet til Nørre Djurs HK
Bryan Mathew Odour har skiftet ÅHG ud med lokalrivalerne, hvor han bliver en markant forstærkning til bagkæden angrebsmæssigt og centrum i forsvaret
Nørre Djurs HK har fået to markante forstærkninger forud for den kommende sæson. Den ene er en overraskelse af de større.
Morten Dueholm, 30, er et nyt navn i Nørre Djurs HK-sammenhæng, men hans ankomst blev allerede annonceret før sommerferien, hvor han blev præsenteret som ny, spillende målmandstræner. Han vogtede i sidste sæson målet hos Odder i 1. division - med hvem han tidligere har optrådt i landets bedste række.
Han har også en fortid i klubber som Skanderborg, BSV og Stoholm.
Den anden nye er ingen ringere end den kenyanske landsholdsspiller Bryan Mathew Odour, som har sagt farvel til lokalrivalerne Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG).
Bryan Mathew Odour har også en fortid som ligaspiller i Mors-Thy og 1. divisionsspiller i Stoholm.
"Det er korrekt, at Bryan træner med hos os. Klubskiftet er naturligvis hans egen beslutning, men jeg ved, at han har snakket en del med Nicolai Danefeld Hansen forud for, at han besluttede sig for at prøve noget nyt," siger Peter Schumacher fra Nørre Djurs HK's eliteudvalg, hvor også Nicolai Danefeld Hansen har sæde.
Nicolai Danefeld Hansen, der var topscorer for Nørre Djurs HK i sidste sæson, fungerer i denne sæson som spillende assistenttræner i Viborg HK sideløbende med, at han træner klubbens U18 herrehold.
Nicolai Danefeld Hansen bor i Viborg, men han bibeholder tilknytningen til håndboldklubben i Glesborg via sin plads i det nydannede eliteudvalg.
Ønsker ham held og lykke
Assistenttræner i ÅHG, Carsten Vikkelsø Jensen, erkender, at Bryan Mathew Odour efterlader et tomrum i startopstillingen, som han har været en del af i to omgange.
"Vi vil savne ham, men ingen er uerstattelige, heller ikke Bryan," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Men vi ønsker ham held og lykke, selv om vi gerne havde set, at han selv var kommet og fortalt det, og vi ikke skulle høre om det fra anden side."
Bryan Mathew Odour bliver ikke eneste afgang hos ÅHG.
Venstrefløjen Kenneth Hougaard har således fået sin udmeldelse. Han træner også med i sin tidligere klub, Nørre Djurs HK, bekræfter Peter Schumacher.
"Jeg ved ikke, om Kenneth har besluttet sig for at spille hos endnu. I min optik er et klubskifte først på plads, når den første turneringskamp er spillet," siger Peter Schumacher.
ÅHG har også sagt farvel til Mathias Mygind, der er tilbage i Nørre Djurs HK, Jens 'Farmer' Overgaard (uddannelse) og den sprælske højrefløj, Nicklas Høfner 'Høffe' Hansen som er tilbage i Trustrup/Ålsrode, som i den kommende sæson optræder i Jyllandsserien.
"Vi er på jagt efter erstatninger, og der er noget spændende nyt på vej. Jeg vil dog ikke snakke navne, før vi har alle aftaler på plads," siger Carsten Vikkelsø Jensen, der lige nu må undvære både Mikkel Due og André 'Topper' Nielsen til træning.
Førstnævnte er ikke tilbage før ved juletid. Han skal fortsat restituere efter at have været involveret i en trafikulykke, mens André 'Topper' Nielsen døjer med en skulderskade.