Fortsæt til indhold

Auning IF mister tre point efter Midtdjurs-protest

Auning IF brugte to ulovlige spillere i Serie 2 opgøret mod IF Midtdjurs søndag 28. august

Sport
Af Martin Schultz

Selvom Auning IF søndag 28. august vandt lokalopgøret på Ryomgård Stadion med 3-1 over IF Midtdjurs, så får Auning IF ikke lov til at beholde de tre point.
Auning IF brugte nemlig to såkaldt ulovlige spillere i opgøret, og derfor har DBU Jylland netop afgjort, at udfaldet af opgøret bliver en skrivebordssejr på 3-0 til IF Midtdjurs. Derfor fratages Auning IF tre point i tabellen, som bliver tildelt IF Midtdjurs, siger afdelingsleder i DBU Jyllands turneringsafdeling Ole Frandsen til Lokalavisen.
Auning IF går derfor fra at have 7 point til at have 4 point, mens IF Midtdjurs går fra 1 point til 4 point. Auning IF ligger nu på 7. pladsen i rækken med fem spillede kampe, mens IF Midtdjurs ligger nr. 6 med fire spillede kampe.

Mister tre point og får en bøde

Protesten er indgivet af IF Midtdjurs til DBU Jylland 31. august, efter at Auning IF havde U19-spilleren Mads Storgaard og U17-spilleren Simon Kristensen med på holdet til kampen mod IF Midtdjurs i Serie 2 opgøret 28. august på Ryomgård Stadion.
De to ungdomsspillere havde begge fredag 26. august spillet for Auning IF's hold i Serie 5 mod Viking Pindstrup.
Auning benyttede de to spillere i god tro. Klubben henviste til den såkaldte 'fleksibilitetsregel', der tillader klubberne at benytte ungdomsspillere på seniorhold i samme spillerunde, som de optræder på deres ungdomshold. Auning gik i den tro, at 'fleksibilitetsreglen' også gælder på seniorplan, og det var her klubbens ledelse gik i fælden.
”En seniorkamp fredag og en seniorkamp søndag er at regne for kampe i samme spillerunde, og her må den samme spiller ikke optræde i to kampe. Det er en klokkeklar afgørelse, og derfor fratages Auning IF tre point og idømmes en bøde på 1.000 kr.,” siger Ole Frandsen.

IF Midtdjurs orienterede Auning IF om protesten

IF Midtdjurs havde, inden protesten blev sendt til DBU Jylland, gjort Auning opmærksom på miseren, så Auning selv kunne erkende sin brøde overfor DBU Jyllands disciplinærudvalg, der afgør alle sager vedrørende protester over en spillet kamp. Dermed gav IF Midtdjurs Auning mulighed for at slippe med en mindre bøde.
”Det er kutyme, at vi gør den slags, før vi sender protesten til disciplinærudvalget,” siger Jakob Olesen, næstformand og kampfordeler i IF Midtdjurs.
Hos Auning er cheftræner Claus Svenningsen, som var bortrejst på kampdagen, træt af, at kampen ikke blev afgjort på fodboldbanen.