"Kom bare an Randers Freja"
Aunings U15 talenter vandt lokalopgøret over Vivild/Rougsø med 3-2. Lørdag venter stærke Randers Freja på Auning Stadion
Der er lagt op til en spændende fodboldkamp, når Aunings U15 drenge (årgang 2002) lørdag møder Randers Freja på Auning Stadion klokken 11.
Hjemmeholdet kan med en sejr over de stærke kronjyder holde snor i i toppen af rækken, hvor det ser ud til, at de to kombattanter plus Vorup FB og Ebeltoft kommer til at kæmpe om topplaceringerne.
Auning drengene møder frem med selvtillid efter en 3-2 sejr på Langhøj Idrætscenter i Vivild over fællesholdet Vivild/Rougsø.
Vivild/Rougsø fik trods en mand i undertal en drømmestart og kom foran 1-0 på mål af Rasmus Jensen i en god omstilling og med oplæg fra Mikkel Siegumfeldt.
"Vi havde bolden mest gennem hele kampen og kom tættere og tættere på en udligning som første halvleg skred frem," fortæller Aunings cheftræner Jeppe Friis.
Efter godt spil af Jonas Friis og Rasmus Krause Mouridsen blev Lasse Katholm spillet i dybden og efter at have rundet en modspiller, satte unge Katholm med den største selvfølgelighed bolden sikkert i mål med en Jon Dal Thomasson-inderside.
Sejrsmål af Rasmus Krause Mouridsen
Inden pausen formåede begge hold at score et mål mere.
Mikkel Knudsen bragte Auning foran 2-1 efter lidt ping-pong i Vivild/Rougsø feltet.
Der skulle dog ikke gå andet end et par minutter, før der igen var balance på måltavlen. Et frisparksindlæg fra Jonas Nygaard Poulsen gik forbi alt og alle og til scoring for hjemmeholdet.
"Anden halvleg forløb ligesom første med os mest på bolden og Vivild/Rougsø med et par farlige omstillinger," forklarer Jeppe Friis.
Han kunne glæde sig over at overvægten i spillet ude på banen, resulterede i et sejrsmål til Auning-drengene.
Scoringen stod der Rasmus Krause Mouridsen på. Han forvaltede et straffespark begået mod Lasse Katholm efter fortjeneste.
"I en lokalkamp kan alt ske, og drengene går i klasser sammen på kryds og tværs. Hatten af for Vivilds flotte kamp og deres store fighterhjerter. Vi er ikke helt tilfreds med vores indsats, men efter 3 kampe, hvor de 2 ikke har været gode, er det meget tilfredsstillende med 7 point," lyder vurderingen fra Jeppe Friis.
Lørdag gælder det altså Randers Freja, og her bliver Auning-drengene testet alvorligt. Point i lørdagens opgør kræver gejst, glæde og galskab af holdet og, at drengene folder deres arsenal af tekniske spidskompetencer ud i fuldt flor.