Fortsæt til indhold

Betal dit kontingent - eller forsvind

TRIF har stillet de seniorspillere stolen for døren, der ikke synes, at de skal betale for at spille fodbold i en forening

Sport
Af Lars Norman Thomsen

TRIFs bedste seniorhold er under cheftræner Casper Kjær Sørensens ledelse stærkt på vej mod oprykning til Serie 3, men den store seniortrup blev i sidste uge skåret til, fordi samtlige seniorspillere fik at vide, at der ikke fremover ville blive turneringskampe til de spillere, der ikke havde betalt deres kontingent eller i det mindste lavet en afdragsaftale med klubbens kasserer.
"Det var noget, vi selv tog initiativ til i truppen," fortæller Casper Kjær Sørensen.
"Det holder selvfølgelig ikke i længden, at du har nogle spillere som betaler deres årlige kontingent til foreningen, mens andre modsat ikke har forståelse for, at en forening ikke kan drives uden, at medlemmerne betaler et bidrag til den fælles kasse."
Casper Kjær Sørensen, som er lærer på Rønde Skole i sit civile liv, ser den manglende forståelse for at skulle betale kontingent som noget, der er typisk for den nuværende ungdomskultur.
"Heldigvis har vi mange spillere, der godt kan forstå nødvendigheden af at betale til en fælles kasse for at kunne drive en fodboldklub, mens andre unge slet ikke udviser samme forståelse og blot synes, at det jo er klubben som beder dem om at spille kampe, så derfor hjælper de reelt klubben," forklarer han.
TRIF's 'Operation kontingentbetaling' betød, at flere spillere blev slettet af spillerlisten, og derfor var uaktuelle til weekendens kampe.
Det var en af forklaringerne på, at TRIF's andethold i Serie 5 tabte uden kamp til topholdet Kolind-Perstrup.
"Det skal siges, at vi også havde flere afbud, så derfor følte vi, at det var omsonst at forsøge at komme i mål med dt fornødne antal spillere," siger Casper Kjær Sørensen, der regner med, at andetholdet spiller de resterende kampe i sæsonen.

TRIF's træner, Casper Kjær Sørensen, trak en streg i sandet i sidste uge, hvor de seniorspillere, der ikke vil betale kontingent, fik at vide, at der så heller ikke vil blive turneringskampe til dem fremover. Arkivfoto

Førsteholdet tordner derudaf

TRIF's førstehold i Serie 4 konsoliderede holdets topplacering med en sikker 5-0 (4-0) sejr over AC Norddjurs på Stenvad Stadion.
De fem mål blev scoret af fem forskellige spillere: Rasmus Bendtsen, Malik Knudsen, Magnus Johnsen, Phillip Poulsen og Mikkel Meldgaard.
TRIF måtte undvære målfarlige Rasmus B. Søegård i marken. Søegård måtte trække i målmandstrøjen, fordi den normale målmand Oliver Wiblemo var blevet skadet i en skolefodboldkamp.
"Sidste sæsons målmand Anders Jensen er flyttet til Aalborg, så vi har reelt kun Oliver Wiblemo til at tage med hænder. Rasmus B. Søegård er også en dygtig keeper, men han skal naturligvis først og fremmest bruges i marken," siger Casper Kjær Sørensen.
Cheftræneren overværede ikke selv kampen, fordi han var til bryllup. I stedet havde han overgivet taktstokken til den skadede midtstopper Mathias Mayn.
TRIF møder lørdag sin tidligere samarbejdsklub, Mørke, i et spændende lokalopgør på Rønde Stadions kunstgræsbane klokken 13.

Benjamin Bendixen, træner i AC Norddjurs, appellerer nu til sine spillere om at stramme balderne i de kommende uger, både træningsmæssigt og til kampene. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

AC Norddjurs skal steppe op

Benjamin Bendixen var fuld af beundring over det spil, som TRIF diskede op med på Stenvad Stadion.
"De var meget bedre end os og spiller noget hurtigt og attraktivt fodbold," siger AC Norddjurs træneren.
Han var især benovet over, hvordan TRIF's lille tekniker Malik Knudsen svingede taktstokken og stort set gjorde, hvad der passede ham.
"Malik er sindsyg god på et meget komplet hold, der vil kunne klare sig i Serie 3."
AC Norddjurs ramte slet ikke dagen, ifølge Benjamin Bendixen, og det har han en god forklaring på.
"Træningsindsatsen på det seneste har ikke været god nok, ligesom vi har været plaget af skader og mange afbud."
Han og medtræner Karl Juul vil inden de kommende kampe tage en snak med spillerne om deres prioriteringer.
"Vi ligger placeret lige over nedrykningsstregen, og målet for os som nyoprykker er at stabilisere os i Serie 4, men det gør vi altså kun, hvis vi kan regne med spillerne til hver kamp," siger Benjamin Bendixen forud for de kommende to svære kampe mod Bendixens tidligere klub Vivild (ude) og Lisbjerg (hjemme).
Her håber han at have Mathias Koch og Jørgen Wittrup til rådighed igen.