Nørager klarede 2-2 mod Quincy Antipas & co.
Landsbyklubbens 14 udvalgte ydede en jættepræstation i lørdagens kamp mod Hobro, der havde syv konktraktspillere på holdet
Der var fornemt besøg på Nørager Stadion lørdag eftermiddag. Bare læs med her ...
Quincy Shah Antipas, Rune Hastrup, hipsteren Mads Jessen, Jesper Bøge, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Onur Albayrak og Mahmod Kwismi er syv navne, der er på kontrakt i Hobro, og de var alle med i lørdagens kamp.
Derfor var det flot af hjemmeholdet at klare 2-2 (1-1), og dermed holde fast i førstepladsen i Serie 1 med 16 point for otte kampe.
Hadsund har samme pointantal, men Nørager er bedst indbyrdes.
"Jeg er stolt af spillerne," lød det fra en næsten euforisk cheftræner i Nørager, Allan Haslund, da Lokalavisen fangede ham over Nørager Cafeterias telefon umiddelbart efter kampen.
Haslund havde op til kampen smadret sin mobiltelefon ved simpelthen at tabe den, fordi hans fokus var rettet så meget mod kampen, at han glemte tid og sted.
"Se på Hobros hold med syv spillere, der er med omkring divisionstruppen. Det er flot at klare 2-2 mod sådan et hold, og imponerende, at spillerne gik så frisk til opgaven helt uden frygt," roser Haslund.
Uden Christian Mørch og Lasse Jensen
Nørager måtte undvære den lille kantspiller Christian Mørch, der var blevet knæskadet under et træningspas forud for kampen.
Heller ikke angrebsreserven Ronni Bruun var til rådighed, mens Lasse Jensen tog plads på bænken for at pleje sine dårlige ankler.
Her blev han siddende hele kampen.
Som erstatninger kunne Nørager præsentere en talentfuld debutant i 16-årige Mirza Sarac fra U17-truppen og tilkaldespilleren med det store Nørager-hjerte og de tilsvarende store lunger, Paw Elgaard.
Det gav følgende opstilling:
1. Jesper Bredahl – 2. Ole 'Post' Nielsen, 3. Paw Elgaard 4. Mark Cassøe Thomassen 5. Benjamin Kjemtrup – 6. Kasper ‘Swotte' Sortkjær 8. Kristoffer ‘Bubber' Frandsen 10. Daniel Sortkjær Jensen – 7. Steffen Klintø 9. Michael Jensen 11. Mathias Fisker – 12. Glenn Hansen 13. Lasse Jensen 14. Mirza Sarac.
Daniel Sortkjær nettede igen to gange
Daniel Sortkjær Jensen øgede sin målkonto fra 7 til 9 ved at score begge Nørager mål i opgøret.
Det første allerede efter få minutters spil, da han tog chancen fra en position mellem straffesparksfelt og midterlinje.
"Daniels skud snittede en forsvarsspiller og snød Hobros målmand, der ikke var alt for overbevisende," siger Allan Haslund.
"Herefter var Hobro mest på bolden, men vi forsvarede os strålende og fik dem til at slå indlæg fra kanterne. Dem kunne vi og vores målmand Jesper Bredahl håndtere."
Fem minutter før halvtid kom Quincy Shah Antipas alene igennem, og den målfarlige mand svigtede ikke.
"Quincy Antipas så ikke ud til at være klar. Han humpede noget rundt, deltog ikke i opvarmningen og blev da også taget ud i pausen," fortæller Allan Haslund.
Han kunne se en Mads Jessen imponere med snorlige diagonalskift og beundre 16-årige Benjamin Kjemtrup og 17-årige Mathias Fisker forsvare sig med næb og kløer mod Hobros højre side bestående af Rune Hastrup og Jesper Bøge.
"Før pausen havde vi lidt udfordringer med at ramme en af vores forreste, når vi brød bolden i Hobros powerplay, men efter pausen fik vi lavet om på det, og så blev vores omstillingsspil for alvor farligt," siger Haslund.
Det var nu Hobro, der kom på 2-1 efter pausen i en situation, hvor hjemmeholdet ikke formåede at afvise gæsterne.
Sortkjær slog til igen
Senere modtog begge hold et gult kort.
Hjemmeholdets tilfaldt superreserven Steffen Klintø for protester mod dommeren.
Klintø spillede i fraværet af Christian Mørch 80 minutter, før han lod sig skifte ud.
Daniel Sortkjær Jensen med den slebne boldbehandling havde en af de dage, hvor han lukkede alt ude og koncentrerede sig om kampen.
Sønnen af det tidligere samlingspunkt på Vivilds førstehold, Jan Sortkjær, modtog med små tyve minutter igen en pasning i banens længdeakse fra en velspillende Michael Jensen, og Daniel Sortkjær formåede at dreje sin opvarter af, før han sparkede kuglen i mål.
"Vi holdt hjem, og det kan godt være, at Hobro var langt mere i boldbesiddelse end os, men vi skabte flere chancer end dem, så jeg er megaglad og stolt over præstationen, hvor alle spillede på højt niveau, og de spillere, der skal afgøre kampene igen viste format," siger Allan Haslund.
Han sendte mod slutningen af kampen Glenn Hansen og debutanten Mirza Sarac på banen i stedet for udbrændte Steffen Klintø og Mathias Fisker.
”Mirza er begyndt at træne med, og han er en yderst talentfuld spiller, som bliver en forstærkning på længere sigt. Han skal lige vænne sig til at spille seniorfodbold,” siger Allan Haslund, der også snart håber på at se tilbagevendte Kenneth Fisker til træning efter, at denne har været på ferie i udlandet.