Åstrup/Hammelevs goal-getter sikrede uafgjort mod Aarhus Fremad
Andreas Busse scorede to mål og sikrede dermed Åstrup/Hammelev IF uafgjort 2-2 mod Aarhus Fremad i Serie 2
På to mål af Andreas Busse fik Åstrup/Hammelev IF et enkelt point ind på kontoen, da Aarhus Fremad onsdag aften var på besøg på Åstrup Stadion i en kamp, som endte uafgjort 2-2.
Med det uafgjorte resultat fik Åstrup/Hammelev rejst sig efter 0-6 nederlaget lørdag eftermiddag mod Hornslet IF, og ifølge træner Kim Busse skulle hjemmeholdet have vundet kampen.
”Andreas Busse havde to friløbere, som han brændte, efter at vi var kommet foran med 2-0, så der kunne vi have lukket kampen,” siger Kim Busse.
Åstrup/Hammelev havde os i dette opgør glæde af anrgiberen Andreas Busses målnæse, og der er ikke meget tvivl om, hvem der er topscorer i Åstrup/Hammelev IF. Andreas Busse har nemlig scoret samtlige holdets mål i denne sæson og det er blevet til i alt 11 træffere i 6 kampe.
Skud på stolpen i sidste minut
Efter en ret begivenhedsløs 1. halvleg kom der mere gang i kampen fra 2. halvlegs begyndelse.
”Indenfor de første tyve minutter scorede Andreas to mål. Ved det første smuttede han i mellem, da en Fremad-forsvarer spillede bolden for kort tilbage til sin målmand, og ved det andet mål blev han spillet i dybden og løb fra forsvaret, lod bolden hoppe en enkelt gang og lobbede den så over århusianernes målmand,” fortæller Kim Busse.
Men Aarhus Fremad fik udlignet på to dødbolde i form af et frispark og et hjørnespark indenfor få minutter med mindre end et kvarter igen at spille i.
”Så havde gæsterne momentum, men vi sluttede faktisk bedst og havde et skud på stolpen i allersidste minut,” fortæller Kim Busse.
Vigtigt bundopgør mod IF Midtdjurs
Efter 6-0 nederlaget til Hornslet IF havde Åstrup/Hammelev igen sit sædvanlige midterforsvar på plads med Frederik Husum og Nicklas Dohn, mens Jakob Steensgaard fortsat er skadet.
”Vi er tilfredse med det uafgjorte resultat. Vi er tilbage på sporet og skal nu være klar til opgøret mod IF Midtdjurs søndag kl. 15.00 på hjemmebane. Det er en kamp, som kan blive afgørende for, hvem der rykker ned,” siger Kim Busse.