Kolind-Perstrup vandt uden kamp over Skødstrup SF med 11-2
Kolind-Perstrup rykker op i Serie 2, hvis holdet ikke spænder ben for sig selv i de sidste syv kampe. Det må være konklusionen efter weekendens 11-2 sejr over Skødstrup
"Skødstrup er det dårligste hold, vi har mødt indtil nu," siger Kolind-Perstrups (KPI's) cheftræner Thomas Zacher Sørensen efter weekendens sikre 11-2 sejr.
Uhørte cifre i en Serie 3 kamp, men blot en understregning af, at det var helt hen i skoven, at KPI rykkede ned fra Serie 2 før sommerferien.
Lige så sikkert det er, at KPI er at finde i Serie 2 i næste sæson, lige så sikkert er det, at Skødstrup tager turen ned i Serie 4. Holdet har samlet et sølle point i otte kampe.
KPI førte 4-1 ved pausen og scorede nærmest efter behag, som var der tale om en miniputkamp.
Martin Holm Hansen og Rasmus Peter Bisgaard Hansen scorede hver tre gange, Daniel 'Dalle' Zacher Sørensen to, Benjamin Lahn Sørensen, Andreas Bruus Mikkelsen og Mikkel Damgaard Møller Jensen hver et.
"Vi var uhyre effektive og formåede at holde et højt tempo. Det kunne Skødstrup slet ikke modstå," siger KPI's cheftræner.
Nickolaj Emil 'Myre' Martinsen blev kåret til Man-of-the-match.
Comeback til Stær
Hos KPI var der comeback til Mikkel Friis Stær, der er hjemme igen efter flere sæsoner i Nørager BK, og ligeledes til Mikkel Damgaard Møller Jensen
De to og Sebastian Konrad udgjorde bænken hos KPI, men kom alle i kamp.
"Det var en kamp, hvor det var svært at være kampafgørende, men alle tre kom ind og gjorde det fint," siger Thomas Zacher Sørensen.
Han var uden Mikkel Kjær, der i øjeblikket er udfordret af arbejde og studier, og derfor ikke kan træne optimalt.
Heller ikke superveteranen Kasper Høegh 'KT' Therkildsen var med.
De mange sejre til både førsteholdet og andetholdet i Serie 5 har ikke øget antallet af spillere til træning, fortæller Thomas Zacher Sørensen.
"De 16-18 spillere, der kan begå sig på førsteholdet træner godt og fast hver gang, men vi er ikke som sådan blevet flere trods de gode resultater."