Fortsæt til indhold

Nøragers goalgetter lynede igen - og keeperen var outstanding

Daniel Sortkjær Jensen lod igen venstrefoden tale, da Nørager strøg til tops i Serie 1 med en 2-1 sejr over Helsted Fremad

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørager fører sensationelt Serie 1 efter, at første halvdel af turneringen nu er færdigspillet. 15 point har Nørager hentet i de syv første runder.
Det så ellers skidt ud for Nørager, da sommerferien var forbi, og fire spillere fra den i forvejen smalle trup havde meddelt deres afgang: Mikkel Friis Stær (til KPI), Søre Bai (til Rougsø FF), Paw Elgaard (tilkaldespiller i Nørager) Claus Koch Andersen (tilkaldespiller i Nørager).
De tilbageværende har med kløgt og snilde formået at holde skansen, så landsbyklubben nu har kurs mod Jyllandsserien.
"Spis nu brød til," lyder det advarende fra cheftræner Allan Haslund.
"Vi spiller godt nok for at vinde hver gang, men vi er for sårbare til at have ambitioner om at spille i en række højere."
Falsk beskedenhed?
Nej, snarere en forholden sig til realiteterne.
Hemmeligheden bag Nøragers succes er, at førsteholdet råder over en base af spillere, der har spillet mange kampe sammen, også i ungomstiden, og ligeledes har oparbejdet masser af rutine på Serie 1-niveau. Det gælder spillere som: tvillingerne Lasse og Michael Jensen, brødrene Daniel og Kasper 'Swotte' Sortkjær, Ole 'Post' Nielsen, Mark Cassøe Thomassen, Christian Mørch, Kristoffer 'Bubber' Frandsen og Steffen 'Supersub' Klintø.
Hertil kommer ungersvende som den stærke målmand på 19 år, Jesper Bredahl, 17-årige Mathias Fisker og 16-årige Benjamin Kjemtrup plus ikke at forglemme veteranen Glenn Hansen, som Allan Haslund har spillet sammen med tidligere i Allingåbro IF.
13 navne, der kan suppleres med tilkaldespillere som Ronni Bruun, Claus Koch Andersen og Paw Elgaard.

Topscorer Sortkjær og en klassemålmand

"Det er nærmest naturstridigt, at vi fører Serie 1," erkender cheftræner Haslund.
"Mange af vores spillere kan kun træne en gang om ugen. Primært på grund af arbejde, men en spiller som Lasse Jensen må nøjes med løbeture, fordi hans ankel ikke tåler at blive belastet for meget før weekendens kamp."
Da Nørager søndag klokken 17 mødte Helsted Fremad på udebane, kom Benjamin Kjemtrup direkte fra en kamp med U17-holdet, og Kristoffer 'Bubber' Frandsen var tilbage efter en skadespause med en hæl, der smertede for vildt.
"Vi har vores dyder, og de hedder indstilling, sammenhold og god fight på banen tilsat spillemæssige enkeltmandspræstationer fra vores kampafgørende spillere," siger Allan Haslund.
En af de kampafgørende spillere er Daniel Sortkjær Jensen, der har scoret mange mål i denne sæson og fulgte op mod Helsted Fremad med to gyldne mål med venstrefoden.
"Flotte mål af Daniel, men vi måtte love for vores målmand Jesper Bredahl, der tog sig kærligt af to friløbere og ellers var sikkerheden selv. Jesper er altså kun 19 år, men har været outstanding i denne sæson," lyder roserne fra cheftræneren.

Chancefattig kamp

Allan Haslund var tilfreds med præstationen i Helsted, og effektiviteten, når chancerne bød sig.
"Vi havde vel 3-4 chancer og scorede to mål. Det er godkendt."
"Helsted Fremad kom heller ikke til ret meget. De har en dygtig spiller i deres anfører på midten, og 3-4 andre gode spillere, mens de øvrige er ret ordinære. Det er et hold, vi skal kunne slå."
Tvillingerne Lasse og Michael Jensen blev bege noteret for et gult kort, og det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, hvis de ikke gør det.
Denne gang ikke for at brokke sig, men for et par hårde tacklinger, som dommeren fandt var over stregen.
"Vi lod os frustrere før pausen af mærkelige dommerkendelser, men det snakkede vi om i pausen, og i 2. halvleg holdt vi vores mund," siger Allan Haslund.
Han benyttede samtlige tre indskiftere: Glenn Hansen, Steffen Klintø og Ronni Bruun.
Lørdag byder han og spillerne Hobro op til dans på Nørager Stadion klokken 13.30.
"Kan vi holde stilen, kan vi slå alle hold, og hvis vi vinder fem af de sidste syv kampe, er det sikkert nok til oprykning, men helt ærligt ... det spekulerer jeg slet ikke på. Vigtigst for mig er, at vi har fået samlet 15 point til nu," siger Haslund.
Et gammelt mundheld lyder: ”Du kan enten vælge at skide eller gå af tønden”. Det betyder noget i retning af, at du enten kan vælge at tage kampen op, selv om forudsætningerne for succes er blevet svækket eller bare slå op i banen og gå din vej, fordi du ikke kan tåle modgang.
Nørager går ikke af tønden.