Hornslet IF kørte Åstrup/Hammelev IF over i storsejr
Åstrup/Hammelev IF var chanceløs og tabte på hjemmebane med 6-0 til Hornslet IF
Åstrup/Hammelev IF må siges at være Serie 2's yoyohold.
Ved sæsonstarten var træner Kim Busse i tvivl om han overhovedet kunne stille et hold. Det kunne han heldigvis, men holdet har præsteret nogle enorme udsving fra at slå Auning IF med 5-0 og IF Midtdjurs med 3-0 og selv tabe med 3-0 til Vivild IF og lørdag eftermiddag med tenniscifrene 6-0 til Hornslet IF. Samtidig ligner Åstrup/Hammelev IF's hold en enmandshær, for topscorer Andreas Busse har scoret samtlige holdets ni mål i denne sæson.
”Vi var ikke totalt nedspillede. Jeg var meget tilfreds med 1. halvleg og det var første efter at vi var kommet bagud med 3-0 midt i 2. halvleg, at mine spillere tabte humøret,” siger Åstrup/Hammelevs træner Kim Busse, som forklarer, at en af grundene til de svingende resultater er, at holdet er afhængig af om en stamme på 5-6 spillere kan stille op.
”I kampen mod Hornslet IF spillede vi med nye spillere i de bagerste rækker efter afbud fra Frederik Husum, Jakob Steensgaard og Nicklas Dohn. Men det nye forsvar gjorde det faktisk godt,” fortæller Kim Busse.
Da Hornslet IF samtidig var i stand til at pakke Andreas Busse godt ind, var vejen banet for en storsejr på en dag, hvor Hornslet IF også havde marginalerne på deres side.
Hornslet træner tilfreds med både offensiv og defensiv
Hornslet IF skiftede træner kort før sæsonstarten og en kamppause på to uger havde bekommet gæsterne godt.
”Vi har trænet rigtig godt og spillerne er kommet i bedre form. Og så har både trænerne og spillerne lært hinanden bedre at kende,” siger Martin Winther, som sammen med Niels ”Niller” Rasmussen og Gert Knudsen træner Hornslet IF's hold.
Hornslet IF er kendt som et offensivt indstillet hold, som til gengæld også har lukket mange mål ind i eget net.
”Jeg er tilfreds med både vores defensiv og offensiv, og det hang godt sammen i begge ender, når vi scorer seks mål og holder nullet i den anden ende. Vi stod godt på banen, og samtidig gav vi ikke mange chancer væk,” siger Martin Winther, som kunne notere sig, at Hornslet IF's seks mål blev scoret af ses forskellige spillere.
I første halvleg scorede Mads Kirkebæk direkte på et frispark, og Nicklas Badstue scorede til 2-0, da han erobrede bolden midt på banen og kørte uden om to mand inden han plaffede bolden i kassen.
I 2. halvleg scorede Morten Madsen midt i halvlegen til 3-0 og tog dermed lysten fra Åstrup/Hammelevs spillere. Det udnyttede Kristoffer Holm, Jacob Krebs Ulrich og endelig fik holdets normalt så målfarlige Alexander Weldingh endelig hul på scoringen med målet til 6-0, hvor han erobrede bolden og lobbede den over Åstrup/Hammelevs målmand.
Bundopgør venter mod IF Midtdjurs
”Vi var yderst tilfredse med holdets indsats. Nu må vi se, om det var en enlig svale, når vi tirsdag møder Grenaa IF på hjemmebane og torsdag møder topholdet Vivild IF på udebane,” siger Martin Winther, som må se bort fra Nicklas Badstue i torsdagens kamp mod Grenaa IF efter at han lørdag måtte udgå med en skade.
Daniel Byriel og Jacob Krebs Ulrich delte æren som kampens spiller på Hornslet IF's hold.
Åstrup/Hammelev IF tager onsdag aften imod Aarhus Fremad på Åstrup Stadion, og så skal træner Kim Busse ellers have samlet et stærkt hold til søndagens opgør på Åstrup Stadion mod IF Midtdjurs – et opgør, som ligesom sæsonens første opgør imellem de to klubber nærmest har karakter af et ”bundopgør”.
Kim Busse er ikke klar over, hvem der blev kåret til kampens fighter og spiller på Åstrup/Hammelevs hold, men han fremhæver selv Jonathan Henig for en god indsats i kampen mod Hornslet IF.