Fortsæt til indhold

Auning IF klar til at kæmpe for overlevelse

Auning IF og Grenaa IF delte pointene i en lige 1-1 kamp med gode muligheder til begge hold

Sport
Af Martin Schultz

Efter en kamppause var Auning IF atter inde i en kamp om livsvigtige point i Serie 2, da holdet lørdag eftermiddag tog imod Grenaa If på Auning Stadion.
Som bekendt fik Auning IF frataget tre point i en skrivebordsafgørelse efter brugen af to ulovlige ungdomsspillere i kampen mod IF Midtdjurs for nogle uger siden og dermed byttede de to hold plads i tabellen.
Auning IF ligger sidst og skal derfor have point ind på kontoen for at komme forbi IF Midtdjurs og Åstrup/Hammelev IF, som er de to hold, som Auning formentlig skal kæmpe mod for at undgå nedrykning.
”For os handler det om at skrabe point sammen og et point tæller også. Vi spiller en god kamp og jeg synes vi har de største chancer,” siger Auning IF's træner Claus Svenningsen. Han må fortsat undvære veteranen Mogens Laursen og Anders Friis, men havde til gengæld fået en anden Auning-veteran, Danni Bjerre, med på holdet.

Chancer i begge ender af banen

Hjemmeholdet kom bagud efter godt tyve minutters spil i 2. halvleg, da Martin Westmark Hansen på et hovedstød på en returbold i Auning IF's felt kunne bringe gæsterne foran med 1-0.
Godt ti minutter senere fik Auning IF udlignet, da Grenaa IF ikke fik dæmmet op for fysisk stærke forsvarsspiller Mads Møller, som ved den forreste stolpe kunne heade et godt lagt hjørnespark i mål til en 1-1 udligning.
”Der var fortsat chancer i begge ender og begge hold opsøgte chancerne, men jg synes vi fortsat havde de fleste muligheder. Vi havde været gode til at pakke Grenaa ned i kampen, men jeg tror begge hold havde følelsen af at det næste mål ville blive afgørende,” siger Claus Svenningsen, som var tilfreds med det spil hans hold præsterede.
”Vi manglede det sidste, men det var trods alt et godt resultat vi fik ud af kampen. Vi ved, hvad det handler om i de kommende kampe. På den måde er vi afklaret med, hvad det er vi skal præstere for at få point,” siger Claus Svenningsen.

Grenaa IF spillede for ujævnt

”Det var en blandet landhandel. Auning spillet godt, og de var godt indstillet på os. Men det er en kamp, som kan gå begge veje. Vi gør det godt i det offensive, men får aldrig helt fat defensivt,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
Grenaa IF er sakket lidt bagud i topstriden, og der er slået hul op til Vivild IF og Aarhus Fremad, som lørdag mødes til topopgør på Langhøj Idrætscenter.
”Nu tager vi en kamp ad gangen og ser hvor det bringer os hen,” siger Brian Engelund, som roser Mathias Fruensgaard for en god præstation, men ellers ikke mente, at hans hold ramte topniveauet og spillede for ujævnt.
På Aunings hold blev målscorer Mads Møller valgt til kampens spiller Daniel Nielsen blev valgt til kampens fighter.
Auning IF møder lørdag kl. 13.30 Hornslet IF i et lokalopgør på kunstgræsbanen i Hornslet