Fortsæt til indhold

Dommeren strittede Mørke træner og to spillere ud med rødt

Cheftræner Tonni Kristensen og to er hans spillere idømt sammenlagt fire spilledages karantæne efter udvisninger i lokalopgøret mod TRIF

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Mørke, der slås for livet i bunden af Serie 4, tabte weekendens lokalopgør mod TRIF på Rønde Stadions kunstgræsbane med 5-0.
En sejr, som cheftræner Tonni Kristensen kalder fuldt ud fortjent. Ifølge Mørke træneren er TRIF rækkens klart bedste hold, og det kan ikke gå for hurtigt med, at topholdet får nye udfordringer i Serie 3.
Derimod var Tonni Kristensen ikke tilfreds med dommerens præstation for nu at sige det mildt, og det fik konsekvenser undervejs i kampen.
Ikke alene blev cheftræneren himself bortvist fra arenaen med rødt kort efter pausen, og samme vej gik det for spillerne Mickey Groth og Nicolai Post.
Det har fået konsekvenser. Ingen af de tre er nemlig med, når Mørke IF lørdag på Mørke Stadion møder Tonni Kristensens gamle klub, Vivild.
DBU Jyllands disciplinærudvalg har idømt Mickey Groth og Tonni Kristensen hver en spilledags karantæne, mens Nicolai Post skal sidde ude i hele to kampe.
Tonni Kristensen må ikke før og under kampen være i nærheden af spillerne og spillepladsen, men han må gerne sidde med en kikkert et stykke fra arenaen.
Ifølge Tonni Kristensen mistede dommeren grebet om kampen efter pausen med en række kendelser, som gik Mørke imod.
Et synspunkt, som TRIF's cheftræner Casper Kjær Sørensen er enig i, men TRIF træneren understreger, at han ikke kunne høre hele polemikken mellem Tonni Kristensen og dommeren, der førte til, at den altid dedikerede og temperamentsfulde træner måtte gå i omklædningsrummet før tid.