Kolind-Perstrup nærmer sig oprykning til Serie 2
Kasper Høegh 'KT' Therkildsen scorede to gange, da Kolind-Perstrup udklasserede VRI 6-0 på kunstgræsbanen NES Park i Risskov og dermed rykkede tættere på oprykning
Snart 31-årige Kasper Høegh 'KT' Therkildsen scorede to gange, da Kolind-Perstrup (KPI) i weekenden endnu engang vandt med tenniscifre.
6-0 (3-0) over VRI på kunstgræsbanen i Risskov i et blæsende søndagsvejr lød slutfacit på.
De fire øvrige mål stod der Daniel Zacher 'Dalle' Sørensen, Andreas Mikkelsen, Martin Holm Hansen og Sebastian Konrad på.
Mikkel Friis Stær og Rasmus Meyland var ikke med denne gang hos KPI. Det samme gjaldt halv-marathon-manden Rasmus Peter Bisgaard Hansen.
Derfor stod cheftræner Thomas Zacher Sørensen selv en 14. mand.
"Stor ros til spillerne for under vanskelige forhold at levere det, der skulle til. Efter så mange storsejre kan det være svært at være motiveret, men det var spillerne, og sejren var aldrig i fare," siger cheftræneren.
Lokalopgør mod Østdjurs
Lørdag gælder det lokalopgør mod Østdjurs 91 på Kolind Park.
"De har tabt deres to sidste kampe og er måske begyndt at tænke på håndboldsæsonen, men de kommer med noget fysik, så det er en opgave, som vi skal tage alvorligt," understreger Thomas Zacher Sørensen.
Lokalopgøret starter klokken 16.
KPI fører suverænt Serie 3 med 27 point for ni kampe. Nærmeste forfølger, Aarhus Black Vipers, har 22 point for det samme antal kampe.
De to hold mødes i 12. spillerunde på Kolind Park. Holder KPI rent bord til da, kan holdet køre oprykningen til Serie 2 i hus i dette opgør.
Dermed er KPI tilbage i Serie 2, hvorfra holdet rykkede ud før sommerferien.