Fornem afslutning af Chris Johnsen og Viking Pindstrup
Med 13 point i de sidste fem kampe kravlede Viking Pindstrup fra en sidstepladsen midtvejs helt op på en andenplads i slutstillingen
Der blev festet løs i Viking Pindstrups omklædningsrum lørdag eftermiddag efter, at klubbens eneste herrehold havde sørget for en perfekt afslutning med en sikker 5-0 (0-0) sejr over Vorup FB.
For fem kampe siden lød Viking Pindstrup sørgelige 2016-statistik på 1 sejr, 1 uafgjort og 17 nederlag.
Efter de seneste fem kampe lyder den på 5 sejre, 2 uafgjorte og 17 nederlag.
"Som vi har spillet i de fem sidste kampe, er vi det bedste hold i rækken, men det er fint nok, at vi kun slutter på andenpladsen, og at Auning rykker op," siger træner Michael Nielsen.
"Vi havde ikke ambitioner om at rykke op, det havde Auning, så tillykke til dem," siger Michael Nielsen.
Hjemmeholdet skulle bruge lidt tid på at komme i gang i lørdagens kamp, men da først Mikkel Ejlersen havde scoret til 1-0 et lille kvarter efter pausen rullede toget godt bakket op af de lokale tifosis i stadions berømte sydkurve.
Anfører Mads Friis Schmidt fightede mål nummer to i kassen, og så sluttede Chris Johnsen af med at sige tak for i år med tre mål i rap.
Johnsen, der har en potentiel rygende pistol i sin venstrepote, er for alvor kommet i gang med at score mål i de sidste fem kampe.
Comeback til to og besøg af Crocodile Dundee
Hos hjemmeholdet var der comeback til to gamle kendinge, Mathias Nygaard og Heine 'Mønne' Mønster, mens brødrene Mads Qvist Hjarsbæk og Stefan Qvist begge var forhindret.
"Mathias Nygaard har fået tid og lyst til fodbold igen, mens Heine var i Pindstrup lørdag. Derfor spurgte vi ham, om han ville være med, fordi der var en plads ledig på holdkortet," fortæller træner Michael Nielsen.
Mathias Nygaard havde fået plads i startopstillingen som højreforsvarer, mens Heine 'Mønne' Mønster startede på bænken sammen med Patrick Falther og træner Michael Nielsen.
På tilskuerpladserne var stemningen fin, fortæller Lokalavisens kontakt i sydkurven. Her befandt sig blandt andet klubbens tidligere trænerduo, Kasper Ilsøe Babis og Tom Bæk Petersen, sig.
Sidstnævnte og flere andre mæskede sig med velstegte stadionpølser med tilbehør undervejs i kampen i oktober-kulden.
På et tidspunkt troede man et øjeblik på, at selveste Crocodile Dundee havde indfundet sig på tilskuerpladserne.
Det viste sig dog at være en gammel kending, Michael Albert Schmidt, tidligere førsteholdsspiller i klubben i de glade Serie 2-dage, der gemte sig under den ikoniske Crocodile Dundee hat.
Michael Albert Schmidt var på stadion for at se, om sønnen, anfører Mads Friis Schmidt, kunne gentage sidste kamps succes med et mål på et dommedagsskud fra 35 meter.
Det kunne kaptajnen ikke denne gang, men han scorede til 2-0, lagde op til en af Chris Johnsens scornger og har måske være sæsonens 'man-of-the-match' i Pindstrup.
Træner i lykkelige omstændigheder
Michael Nielsen benyttede weekenden til at sige tak for denne gang til spillerne.
Træneren har valgt at stoppe, fordi han og kæresten venter familieforøgelse til marts.
Af indlysende årsager har Michael Nielsen besluttet at ville bruge tiden på den lille ny i familien og lade fodbold være fodbold.
Det forventes, at Viking Pindstrups fodboldudvalg i den kommende tid vil melde ud, hvordan trænerkonstellationen skal se ud efter nytår.
Michael Nielsen har i efteråret indgået i en trio sammen med den spillende formand for fodboldudvalget, Jørgen Erland Sørensen, og holdleder, kitman, digital supporter og facebook-bestyrer Karsten 'Driver' Møller.
Sidstnævnte har sørget for, at Viking Pindstrups facebook-gruppe har hørt til de mest underholdende at følge i efteråret.
Viking Pindstrup stiller med både et dame- og et herrehold i C-rækken til DBU Jyllands indeturnering.