"Vi kunne være tophold i Serie 2"
Kolind-Perstrups cheftræner Thomas Zacher Sørensen ser masser af fremtidsmuligheder for sit unge mandskab, der suverænt fører Serie 3
Kolind-Perstrup (KPI) topper Serie 3 med maksimumpoint 24 for otte kampe og en målscore på 52-9. Det vil sige, at holdet har scoret mere end seks mål pr. kamp hidtil.
I sidste weekend blev det til en 6-2 (2-0) sejr over Fuglebakken KFUM Århus.
Det mest overraskende var næsten, at sejren ikke blev større. Cheftræner Thomas Zacher Sørensen erkender da også, at det kan være svært at vinde stort og overbevisende hver gang.
"Spillerne var jo næsten ikke tilfredse med at vinde 6-2 og snakkede bagefter om, at de ikke havde spillet godt. Sandheden er, at vi gjorde det fint mod en modstander, der var godt forberedt og stod lavt og kompakt på banen. De gjorde det betydeligt svære for os end vores tidligere modstandere."
De seks mål blev sat ind af tre spillere. Topscorer Benjamin Lahn Sørensen, der nu er oppe på en sæsontotal på 14 scoringer, Jakob Degn Larsen og superveteranen Kasper Høegh 'KT' Therkildsen scorede hver to gange. 'KT' fylder 31 somre 2. oktober 2016.
Hans svigerfar er den tidligere goalgetter i IF Midtdjurs, Kalle Jensen, der nok har hvisket svigersønnen et par gode råd i ørene om sin fortid.
Sidstnævnte, ikke Kalle Jensen men 'KT', blev kåret til 'man-of-the-match'.
Han gjorde comeback efter en kamps pause, mens der var sæsondebut til Kasper Holm Hansen i centerforsvaret. Han remplacerede Daniel Zacher Sørensen, der først nåede frem til omklædningskabinen kort før kickoff.
Samme Zacher Sørensen, lillebror til cheftræneren, udgjorde bænken sammen med yderligere et par 'tunge' drenge: Mikkel Damgaard Møller Jensen og Mikkel Friis Stær.
Topplacering i Serie 2
KPI var uden Nickolaj Emil 'Myre' Martinsen (arbejde) og Rasmus Peter Bisgaard Hansen.
Sidstnævnte var optaget af at løbe halvmarathon i København sammen med den tidligere KPI-anfører Rune Bækgaard.
Bækgaard gennemførte i den flotte tid 1.16:27. Rasmus Peter Bisgaard Hansen var lidt længere tid om at løbe de godt 21 kilometer. Han er dog kommet i mål, iler vi med at tilføje.
KPI møder næste gang rækkens agterlanternen VRI, og alt andet end en storsejr vil være en overraskelse.
"Nu skal man passe på med, hvad man siger, men jeg vil mene, at det nuværende hold kunne have begået sig i toppen af Serie 2 i denne sæson, men spillerne rykkede ned i Serie 3 før sommerferien, og nu arbejder vi så hårdt på at komme styrket tilbage," siger Thomas Zacher Sørensen.
Han har fået positive udfordringer med truppen. Klart symboliseret ved, at kvalitetsspillere som Mikkel Damgaard Møller Jensen og Mikkel Friis Stær starter på bænken.
"De må begge væbne sig med tålmodighed," siger cheftræneren.
"Mikkel og Mikkel er dygtige spillere, men lige nu passer Martin Holm Hansen og Benjamin Lahn Sørensen perfekt som angrebsduo med deres enorme speed. Vi kan for det meste spille bolden dybt tidligt til de to, og det holder vi fast i. Når vi forhåbentlig rykker op i Serie 2, kan det sagtens være, at Mikkel og Mikkel passer bedre som angribere, fordi de er gode til at spille med ryggen mod modstandernes mål," siger Thomas Zacher Sørensen.