Nørre Djurs HK's damer klar til at kickstarte
Med en gennemsnitsalder på under 25 år og et træningsfremmøde på 18-22 spillere er der ny optimisme at spore i dameafdelingen i Glesborg-klubben
Nørre Djurs HK's dameafdeling og den ny cheftræner Lars Andersen ser frem til den nye sæson med stor optimisme.
Førsteholdet i Serie 2 starter sæsonen søndag i Mørke klokken 12.50, og gæsterne møder velforberedte op, forsikrer Lars Andersen:
"Vi har været igennem en opstart med teambuilding og træningslørdag og deltaget ved Vejle Cup, hvor det blev til en sejr."
"Vi kommer til at gennemføre fællesspisninger i hallen og har et rigtig godt socialt miljø med herreholdene. Vi er 18–22 spillere til træning, hvor gennemsnitsalderen er under 25 år."
Jeanette Sørensen, en af spillerne i truppen, har en god forklaring på det flotte træningsfremmøde:
"Der er en klar og struktureret plan for, hvad vi forventer i denne sæson, og der er fokus på formen. Det har været en sommer med tilpas hård beach-træning, og i haltræningen er der fokus på, at vi vil fremad i banen med en masse kontraspil."
"Det var godt at have en temadag, hvor det sociale var i fokus, og vi fik lavet noget sammen uden for banen."
Nørre Djurs HK's andethold i Serie 3 startede ud forgangne søndag med en storsejr på 19-11 over Hornslet IF 3.