Fortsæt til indhold

Høj cigarføring i Pindstrup efter sejr nummer to i 2016

Chris Johnsen og Mikkel Ejlersen sørgede for målene i 2-0 sejren over AH 2012, der var en stor forløsning efter 17 nederlag i 2016

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Træner Michael Nielsen havde møbleret lidt om på holdet, da Viking Pindstrup forleden mødte AH 2012 på Pindstrup Stadion.
Ændringerne havde tilsyneladende en gavnlig indflydelse på mandskabet, for på mål af Chris Johnsen og Mikkel Ejlersen kørte Viking Pindstrup en 2-0 (0-0) sejr i hus.
Blot den anden sejr i 20 kampe i 2016.
"Vi spillede en god kamp og holdt nullet i vores egen ende. Det er meget lang tid siden, at det er sket, så alle var glade efter kampen," siger Michael Nielsen.
Han startede med følgende hold:
Bjarni Holalagi - Jørgen E. Sørensen, Ragnar Niclasen, Mikkel Ejlersen og Anders 'Lillebror' Johnsen - Patrick Falther, Rasmus Binder, Mads Schmidt og Mads Krog - Chris Johnsen og Michael Nielsen - bænk: Czeslaw Jankiewicz og Karsten 'Driver' Møller.
Stefan Qvist var forhindret på grund af arbejde.
Det gode resultat blev fejret på behørig vis efter kampen i klubhuset og senere på Perlen til Kims Musik. Klubbens nye damehold deltog også i festlighederne.
Mandag 26. september møder Viking Pindstrup på udebane Rougsø FF.

Fortsat seniorfodbold i Pindstrup

Vkking Pindstrup bunder Serie 5, men Michael Nielsen frygter ikke for seniorfodboldens fremtid i den hæderkronede klub, der tilbage i 1990'erne spillede med et enkelt år i Serie 2 og ellers var et stabilt Serie 3 hold.
"Jeg forventer, at klubben tilmelder et seniorhold i Serie 5 efter nytår. Mulighederne for at stable et hold på benene er gode, og sammenlægning med andre klubber vil ikke være til gavn for os," siger Michael Nielsen.
Viking Pindstrup prøvede kortvarigt for nogle år siden at lave holdfællesskab på seniorfronten med IF Midtdjurs, men det blev aldrig et lykkeligt ægteskab. Dertil var kulturen de to klubber imellem for forskellig.
Samarbejdet opstod nærmest hen over natten og uden at være gennemtænkt og gennemarbejdet på nogen måde.
"Jeg var selv modstander af samarbejdet dengang, men respekterede flertallets afgørelse. For Pindstrup er det vigtigste imidlertid, at byen har et fodboldhold at være fælles om, og derfor skal vi være os selv," siger Michael Nielsen.