Fortsæt til indhold

Kolind-Perstrups håndboldherrer er i plus i Kolind+

Assistenttræner Kasper Kolstrup Møller tror på, at Kolind-Perstrup kan blande sig i toppen af Jyllandsserien i dette efterår, hvor holdet spiller sine hjemmekampe i det ny Kolind+

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Kolind-Perstrups (KPI's) håndboldherrer var husvilde i sidste sæson, hvor ombygningen af Kolind Hallen gjorde, at holdet måtte spille sine hjemmekampe i de omkringliggende haller.
Nu er håndboldspillerne tilbage i Kolind i de nye omgivelser i Kolind+, hvor ny belysning, nyt halgulv, nyt halur og klart bedre forhold for tilskuerne gør det mere fornøjeligt at spille kampe.
KPI's flagskib lagde hårdt ud i sidste weekends hjemmedebut mod Todbjerg/Mejlby, der reelt blev bøllebanket ud af hallen med 26-15.
"Der var aldrig tvivl om sejren. Vi bragte os hurtigt foran og spillede en fin kamp," siger Kasper Kolstrup Møller, der varetager trænerhvervet sammen med Ole Frederiksen.
"Jeg er assistent, og Ole er chef, men vi er fælles om beslutningerne og ser meget ens på spillet," siger Kasper Kolstrup Møller, der sideløbende er dommer på øverste håndboldhylde i Danmark.

En stærk trup med nye ansigter

KPI har fået sammensat en stærk trup med en god blanding af spillere af egen avl og folk udefra, der har erfaring med håndbold på ungdomseliteplan.
En af de nye er fløjspilleren Mads Thostrup Kristensen, der ligesom flere af spillerne bor i Aarhus. Mads Thostrup Kristensen har spillet elitehåndbold hos Viborg i ungdomstiden.
"Mads fik en god debut og scorede en stor del af vores mål," siger Kasper Kolstrup Møller.
En anden ny mand i truppen er en gammel KPI-dreng, Lasse Peter Mikkelsen, der vendt hjem igen efter et ophold i Mørke.
"Vores styrke i denne sæson er, at vi har to gode spillere mindst til hver position. Vores mål er at holde fast i en kerne af lokale spillere og supplere dem med folk udefra," siger assistenttræneren, der fortsat råder over stregspilleren Jeppe Pedersen, 28. Han er sammen med jævnaldrende Anders Pedersen veteran på det unge hold.
"Jeppe er fortsat outstanding som stregspiller, fordi han er svær at fange med sit lave tyngdepunkt," siger Kasper Kolstrup Møller.
Indtil videre træner truppen kun en gang om ugen, hver onsdag.
"Vi fortsætter sådan efter ønske fra spillerne. Til gengæld træner vi to timer med høj intensitet, og vi forlanger, at folk er der. Truppen er nu så bred, at vi som trænere kan melde ud, at vi kun udtager de spillere, der træner fast," understreger Kasper Kolstrup Møller.
Klubbens andethold spiller i Serie 4, men målet er, at få holdet et par rækker højere op.

Store forventninger

Der spilles med ombrydning i Jyllandsserien og mulighed for oprykning til 3. division, efter sæsonen.
Nedrykning til serie 1 kan ske 2 gange, altså efter 1. og 2. halvdel af turneringen.
Frem til jul ser konditionerne således ud:

  • Nr. 1 ”tjener” 2 bonus point til 2. runde
  • Nr. 2 ”tjener” 1 bonus point til 2. runde
  • Nr. 6 rykker ned i kredsens serie 1

"Vores ambition er at vinde Jyllandsserien i efteråret, og det tror vi på, at vi kan, fordi vi har et godt overblik over vores niveau i forhold til de øvrige hold," siger Kasper Kolstrup Møller.
"Vinder vi rækken, får vi to point med over, når de nye rækker starter efter nytår, og undgår samtidig at møde andre hold, der også har to point med over."
De 8 bedste nr. 1 i de ti Jyllandsserie-rækker efter nytår rykker op i 3. Division.
Næste opgave for KPI bliver Kristrup søndag på Tirsdalens Skole i Randers klokken 14.30.
Kristrup startede sæsonen med at tabe 25-19 til Hammel på udebane.