Fortsæt til indhold

Mikkel Fisker gik all in på dødbolde

Rougsø FF havde heldet, da holdet lørdag besejrede topholdet Hadsten på Ørsted Stadion og dermed lukkede for alle matematiske spekulationer om nedrykning

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Småskadede Søren Bai spillede helt i front, da Rougsø FF bød topholdet Hadsten op til dans lørdag eftermiddag på Ørsted Stadion, og den tidligere Nørager stopper svigtede ikke, da han allerede i kampens fjerde minut fik en sukkerbold serveret af Anders Lindegaard.
1-0 til hjemmeholdet.
Det var ellers gæsterne, der var mest på bolden i de første 45 minutter, hvor Hadsten havde vinden i ryggen.
"Specielt deres anfører Nicky Friis var her og der og alle vegne. Til gengæld kom de kun til feltet, hvorefter der var lukket af, og vores forsvar spillede en fin første halvleg, mens vi havde meget svært ved at få overtaget på midtbanen," fortæller Jesper Møgelvang, cheftræner i Rougsø FF.
Det tætteste gæsterne kom på en scoring, var et skud på overliggeren fra Mathias Møller.
"Søren Bai havde yderligere et par halve chancer, som han kunne have scoret på, og i halvlegens sidste minut missede Lars Thomsen en gylden chance for at bringe os foran med 2-0, men det lykkedes ikke," noterer Møgelvang.

Jannick Nielsen kikser gik i mål

Efter pausen kom Rougsø FF mere på bolden hjulpet af rygvinden, men det var Hadsten som på to omstillinger først udlignede og senere også kom foran.
Sebastian Handberg udlignede til 1-1, mens Thomas Espensen, der havde lagt op til det første mål, tyve minutter før tid gik solo, hvorefter han knaldede bolden i mål til 2-1.
Et kvarter før tid blev Hadstens Morten Høy ramt af et gult kort, da han fortsatte spillet efter, at dommerens fløjte havde lydt.
Lidt ufortjent, ifølge Jesper Møgelvang, fordi Morten Høy ikke havde hørt piftet i fløjten.
Rougsø FF havde i halvlegen sendt tilbagevendte Jannick Nielsen på banen i stedet for en skadet Jesper Thomsen, og efter pausen kom også angriberne Rene Thorngaard og Søren Jakobsen på banen til fordel for Jimmy Hald og Lars Thomsen.
Det gave hele holdet et boost, og da venstreforsvareren Mikkel Fisker med den kælne venstrepote sparkede et hjørnespark direkte i mål via trekantssammenføjningen, blev slutspurten sat ind.
Jannick Nielsen blev heldigt den store helt, da han sendte et svagtsparket indlæg i mål.
"Han burde han have spillet Søren Jakobsen fri til scoring i feltet, men det lykkedes ham i stedet at score på det kiksede indlæg," fortæller en trods alt veltilfreds Jesper Møgelvang.

Kigger op ad nu

Sejren betyder, at Rougsø FF kan bruge de tre sidste kampe til at forbedre den nuværende tredjeplads. Nedrykningstemaet er udspillet.
"Sejren over Hadsten var perfekt. Tre gange i efteråret har vi måttet forlade Ørsted Stadion med uheldige uafgjorte resultater, men denne gang var heldet altså på vores side," siger Jesper Møgelvang.
Rougsø træneren havde inden kickoff bedt dødboldsspecialisten Mikkel Fisker om at koncentrere sig mere om udførelsen.
"Det skal jeg da lige love for, at han gjorde ved udligningen," kvitterer cheftræneren.
"Vi kan spille frit i de sidste tre kampe mod Ådalen IF, NVUI og HOG Hinnerup, og vi vil nu forsøge at ende sæsonen så højt oppe i tabellen som muligt."