Fortsæt til indhold

Topholdet Vivild IF mistede point i målløst opgør

Grenaa IF var stået tidligt op og pressede topholdet i 0-0 kamp på Langhøj Idrætscenter

Sport
Af Martin Schultz

I et målløst opgør mod Grenaa IF satte Vivild IF to point til i sin jagt på en tilbagevenden til Serie 1, da de to hold lørdag formiddag kl. 10.30 mødtes på Langhøj Idrætscenter, hvor et talstærkt publikum var mødt frem for at heppe på de unge oprykningsfavoritter fra Vivild.
Grenaa IF var gået med til at flytte kampen til det utraditionelle tidspunkt lørdag formiddag, da Vivild IF-træner Dennis Holdgaard tidligere på ugen på grund af udsigten til flere afbud havde bedt om at få kampe flyttet.
”Vi er meget glade og taknemmelige for at Grenaa IF gik med til at flytte kampen, selvom de ifølge reglerne ikke havde behøvet at imødekomme vores forespørgsel med så kort en frist. Det gælder også dommerne. Den slags fairplay sætter vi pris på i Vivild, hvor vi går meget op i fodbold,” siger Vivild IF træner Dennis Holdgaard.
Men dermed var imødekommenheden også forbi for Grenaa vedkommende, som især i 1. halvleg satte sig på kampen.
”Vi ærgrer os over at vi ikke vandt kampen. V lagde en masse pres på Vivild i 1. halvleg, men vi skabte ikke chancer nok og var ikke skarpe nok, da lejligheden bød sig. Når vi trykkede på, blev der mindre plads at spille på, så vi fik ikke mulighederne, selvom vi var boldbesiddende,” siger Grenaa IF's cheftræner Brian Engelund, som så Morten Winther have to gode forsøg i 1. halvleg. Blandt andet ramte Morten Winther ydersiden af stolpen efter et hjørnespark.

Forsvaret blev fremhævet for en god indsats

”Det var en kamp mellem to hold, der begge gik på banen for at vinde de tre point. Men specielt i 1. halvleg var Grenaa IF mest tændt og havde overtaget. Gæsterne vandt flest nærkampe” siger Vivild IF's træner Dennis Holdgaard.
”Begge forsvar gjorde det godt og var gode til at afvise de på dagen ikke helt skarpe angribere. I pausen snakkede vi om, at vi nu skulle smøge ærmerne op. Derfor var det også en helt anderledes indsats i 2. halvleg, hvor vi viste mere vildskab og vi havde flere gode muligheder. Frederik Espensen havde et hovedstød på stolpen efter et hjørnespark, og lidt senere have Frederik en afslutning, som Grenaa IF's målmand reddede, og hvor Morten Tolbod fulgte op og mellem venner og fjender taklede bolden over Grenaas mål,” fortæller Dennis Holdgaard.
”Der blev kæmpet af begge hold til sidste fløjt for at få det afgørende mål, og set over hele kampen kan vi være tilfredse med at den endte 0-0. Det er et fair resultat,” siger Dennis Holdgaard, hvis hold måtte indkassere to gule kort og dermed to gange ti minutters udvisninger i kampen.
På Vivilds hold blev kampens fidus tildelt målmand Lasse H. Petersen, som for tredie kamp i træk holdt nullet. Forsvarsspilleren Chris Christensen blev valgt til kampens fighter.
”Så det var tydeligt, at det var forsvarets kamp, og derfor blev der også stemt på to forsvarsspillere,” siger Dennis Holdgaard. Næste lørdag tager Vivild IF imod Åstrup/Hammelev på hjemmebane, inden sæsonens slutter med et lokalopgør imod Auning IF, ligeledes på hjemmebane.
Vivild IF fører stadig rækken, nu med fem point ned til Aarhus Fremad, som dog har spillet en kamp mindre.

Fremgang hos Grenaa IF siden sidste kamp

Efter at have domineret i 1. halvleg blev kampen mere jævnbyrdig i 2. halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage.
”Vivild trykkede os i en periode, men vores målmand Frederik Bjerregaard havde en god redning på et farligt forsøg. Vivilds pres gav plads til nogle omstillinger, men vi udnyttede ikke vores muligheder. Vi spillede os ikke frem til de afgørende chancer, selv om Jens Bachmann havde et godt hovedstødsforsøg kort før tid,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
”Vi ærgrer os over at vi ikke fik omsat vores spilovertag i scoringer, men kan glæde os over, at der var 100 procent fremgang i indstillingen og intensiteten i vores indsats i forhold til vores 2-1 nederlag til Åstrup/Hammelev i sidste weekend.”
Mathias Fruensgaard bliver fremhævet for en god indsats på den centrale midtbane, hvor han fordelte spillet godt og vandt mange nærkampe. Men hele holdet gjorde det meget bedre end sidst.
Grenaa IF er oversidder næste lørdag inden sæsonen slutter med kampe mod Hornslet IF og IF Midtdjurs.