Farvel til cheftræner Allan Haslund
For anden gang takker Allan Haslund af som cheftræner i Nørager. Denne gang blev perioden noget kortere end første gang, men den snart forhenværende boss føler selv, at tiden er moden til, at der kommer nye kræfter til
Nørager og Helsted Fremad har kun æren at spille for i sæsonens sidste kamp. Gæsterne rykker tilbage til Serie 2 efter kun en sæson i Serie 1, mens Nørager missede chancen for oprykning ved at tabe i sidste weekend til tst med hele 6-1 i en højdramatisk kamp.
Nørager skal vinde over Helsted Fremad for at være sikker på at holde både Hadsund og Kristrup under sig. I værste fald kan Nørager slutte på femtepladsen.
Cheftræner Allan Haslund har til sin sidste kamp atter mandskabsproblemer. Primært fordi tvillingerne Lasse og Michael Jensen blev strittet ud før tid i opgøret mod tst. Det har afstedkommet, at Lasse har fået en spilledags karantæne, mens Michael har fået to. Sidstnævnte er ikke til rådighed i forårssæsonen på grund af militærtjeneste i udlandet.
I stedet tager Haslund selv en tjans sammen med Ole 'Mølby' Jensen og Kenneth Fisker, der ikke har spillet siden han optrådte på Ryomgård Stadion i en sommerkamp mod IF Midtdjurs i slutningen af sommerferien.
Christian Mørch og Benjamin Kjemtrup er fortsat ude med skader. Claus Koch Andersen er ikke til rådighed, og det samme gælder andetholdsspillerne Jesper Mørch og Lasse Køtter.
En vindertype
”Jeg håber, vi kan slutte med en sejr, så spillerne og jeg kan sige pænt farvel til hinanden og til vores trofaste publikum,” siger Allan Haslund.
”Jeg har været vildt glad for mine to perioder i Nørager, hvor opbakningen til mig som træner på alle måder har været stor. Men det er rigtigt at stoppe nu, så jeg får en pause fra fodbolden, og spillerne får en ny mand til at svinge pisken på træningsbanen. Tak til Nørager for mange gode år og dejligt at kunne aflevere klubben som næstbedst på Djursland efter FC Djursland, som vi jo fik fire point ud af seks mulige mod i sidste sæson i Serie 1.”
”Allan Haslund har altid været 130 procent dedikeret til både træning og kampe, og han stiller store krav, fordi han er en vindertype,” siger Steffen Klintø på vegne af spillertruppen.
”Han hader at tabe, og det er uanset, om det er til træning eller kamp. Allan er på en gang ihærdig, stædig, grundig, hård, social, loyal, seriøs og speciel på den rigtige Nørager-måde - efter lidt til øvelse.”
Fik kun en reprimande
Allan Haslund havde faktisk ikke regnet med at kunne være tæt på holdet i sidste spillerunde. Han fik nemlig også marchordre i opgøret mod tst.
DBU Jyllands disciplinærudvalg har imidlertid nøjedes med at give ham en reprimande. Måske, fordi Haslund var hurtigt ude efter kampen for at beklage sin adfærd:
”Jeg tabte hovedet, og det beklager jeg,” sagde han dagen derpå.
Derfor spiller han med mod Helsted Fremad, og mon ikke han kommer på banen undervejs. Det vil så vise sig, om bentøjet fortsat er af en kaliber, der rækker til at sparke et frispark direkte i mål eller tage et straffespark lige for snuden af topscorer Daniel Sortkjær Jensen?