Ådalen uden Mike Skovsende og Sebastian Emil Meyer Madsen i bundstriden
Ådalen har kniven for struben i de tre sidste turneringskampe, hvor veteranen Kaare Brøgger Sørensen trodser sine diverse småskader og kaster sig ind i kampen
HOG Hinnerup, Nielstrup-Voldum og IF Ådalen er de tre kandidater til at følge bundproppen HØST ned i Serie 4.
Tre turneringskampe resterer for samtlige otte hold i rækken.
IF Ådalen mangler at møde Rougsø FF (hjemme), HØST (ude) og AH 2012 (hjemme).
Ådalens cheftræner Lasse Dahl Sørensen ser optimistisk på mulighederne for at holde sig på den rigtige side af nedrykningsstregen, selv om Ådalen senest tabte nøgleopgøret til cheftrænerens gamle klub Nielstrup-Voldum med 1-0.
Hjemmeholdets Kristian Bilde oversprang Ådalens forsvar og pandede sejrsmålet i kassen efter et hjørnespark.
"Jeg tror, at vi klarer den med blot tre point i de tre sidste kampe," siger Lasse Dahl Sørensen.
"Men får vi seks point er den helt sikker."
Når Ådalen lørdag møder rækkens nummer to, Rougsø FF, hjemme på Lime Stadion klokken 13, bliver det uden to af de faste, Mike Skovsende og Sebastian Emil Meyer Madsen.
Førstnævnte er skadet og kommer ikke mere med i år.
Sebastian Emil Meyer Madsen døjer med en flænge i hovedbunden og bliver ikke klar til Rougsø FF lørdag.
Indstillet på at fortsætte
Ådalen kan glæde sig over, at veteranen Kaare Brøgger Sørensen trodser sine smerter og skrøbelige fysik og kaster sig ind i bundstriden.
Med ham som spoiler og feltherre på midtfeltet er der garanti for fight.
"Rougsø kan fortsat rykke op i Serie 2, så jeg forventer en lige kamp, hvor vi nok vil indrette os lidt efter, hvordan de stiller op. Jeg har bemærket, at de i sidste kamp havde smidt Søren Bai i front, og spiller han der mod os, må det give os muligheder på den centrale midtbane, hvor han var dominerende, da vi mødtes i Ørsted," siger Lasse Dahl Sørensen.
"Jeg forventer en jævnbyrdig og chancefattig kamp. Da vi mødtes i Ørsted, havde vi en målchance, mens de havde en. Vi scorede ikke, det gjorde de, så derfor siger jeg, at det tegner jævnbyrdig."
Lasse Dahl Sørensen og fodboldudvalget i Ådalen mødes i næste uge for at snakke fremtid.
"Begge parter er interesseret i at fortsætte samarbejdet i 2017, så jeg forventer, at vi får lavet en aftale," siger Lasse Dahl Sørensen.
Hele den nuværende stab omkring de tre hold forventes at fortsætte, ifølge cheftræneren.