TRIF mistede førstepladsen - men kan fortsat rykke op i Serie 3
TRIF tabte mandagens topopgør på Rønde Stadions kunstgræsbane til Lisbjerg med 4-1 og spillede dermed førstepladsen over til gæsterne
Var det oprykningen til Serie 3, der glippede for TRIF's unge talenter mandag aften på Rønde Stadions kunstgræsbane?
Det bliver først endelig afgjort i næste og sidste spillerunde, men mandagens 4-1 nederlag til Lisbjerg betyder, at TRIF både mistede førstepladsen i Serie 4-rækken, men også chancen for selv at afgøre, om det skal hedde Serie 3 efter nytår.
TRIF er et uhyre talentfuldt mandskab med masser af spillere med stort potentiale. Vi nævner i flænge spillere som midtbanens maskinrum, anfører Rasmus Bendtsen og Mikkel Meldgaard, samt angriberne Rasmus Søegaard, Malik Knudsen og den lille Frederik Ougaard.
Sidstnævnte har et speed med bolden klistret til fødderne, der ligger pænt langt over Serie 4 niveau. Til gengæld havde den talentfulde spiller tunnelsyn i flere tilfælde, hvor han med fordel kunne have sluppet bolden lidt tidligere. Ligesom han skal lære at komme igen, når han har mistet bolden og vise en anden attitude end at slå ud med armene og blive hængende i front.
Individuelt var TRIF det bedste hold på banen, men kollektivt blev hjemmeholdet overmatchet i flere spilsekvenser af et fysisk stærkt og taktisk bedre indstillet Lisbjerg mandskab i topopgøret.
Mareridtsagtig start
Hjemmeholdet fik en mareridtsagtig start på kampen, som de unge spillere aldrig formåede at overvinde.
Centerforsvaret med Emil Anker og Anton Bonde blev spillet tynde allerede et efter minut, da Lisbjergs to frontløbere første gang satte sig igennem, men scoringen burde have været forhindret med bedre organisering og langt mere konsekvens i nærkampene.
Efter små ti minutter satte Anton Bonde bolden til i en upresset situation, hvor han kunne have spillet bolden fremad i banen til en fri anfører Rasmus Bendtsen. I stedet forsøgte han med sin højre fod at spille kuglen ud til sin venstreforsvarer
Morten Østergaard med det resultat, at en snarrådig gæstende spiller brød afleveringen og fik nærmest frit løb mod mål, hvor keeper Oliver Wiblemo var chanceløs.
De to unge midterforsvarere lå mange gange med et ubeskyttet rum foran sig og savnede generelt nærhed og kontakt til en af de to centrale midtbanespillere, Rasmus Bendtsen og Mikkel Meldgaard, som på skift med fordel kunne have lukket det ubeskyttede rum ned.
Den sidste halve time af første halvleg fik TRIF mere punch i spillet, og flere af holdets drivende aktører begyndte at tage ansvar.
Det udmøntede sig i et korrekt dømt straffespark for hands efter 26 minutters spil. Anfører Rasmus Bendtsen, normalt sikkerheden selv, missede imidlertid chancen, og fire minutter senere var den gal igen i TRIF's forsvarsrækker, da gæsterne alt for let kunne øge til 3-0.
En af TRIF's bedste, Rasmus Søegaard, reducerede to minutter før pausen. Han blev flot sat op af Mikkel Meldgaard og scorede sikkert.
Aldrig i nærheden af sejren
Reduceringen til 3-1 gav ikke TRIF nye kræfter.
Holdet formåede aldrig at få sat et organiseret pres op efter pausen. De unge spillere forsøgte sig alt for meget på egen hånd, og det meste løb ud i sandet.
Lisbjerg forsvaret stod godt og solidt, og det blev kun til et par behjertede langskudsforsøg fra hjemmeholdets side.
Et kvarter før sidste fløjt øgede Lisbjerg til 4-1, og kort ført tid kunne det også have blevet 5-1, da gæsterne fik tilkendt et straffespark, som eksperten i at redde straffespark, Oliver Wiblemom, dog afværgede med en feberredning.
TRIF kunne ikke indvende noget imod nederlaget, og det gjorde hverken cheftræner Casper Kjær Sørensen eller anfører Rasmus Bendtsen da heller ikke efter kampen, da Lokalavisen talte med dem.
"Lisbjerg udnyttede deres fysiske styrke og vandt fortjent, mens flere af mine bærende spillere ikke spillede helt op til deres normale niveau, fordi flere af dem virkede kyste," lød det fra Casper Kjær Sørensen.
Anfører Rasmus Bendtsen, årgang 1996 og en af alderspræsidenterne på TRIF-holdet, var naturligvis skuffet over kampens udfald.
"Hvis det ikke bliver til oprykning, kommer vi igen i næste sæson. Lisbjerg har mere rutine end os, fordi de har spillet seniorbold i flere år, og det kunne man godt mærke i kampen," sagde Rasmus Bendtsen.
Fremtiden for sig
Det unge TRIF-mandskab har fremtiden for sig, men det vil næsten være synd, hvis ikke holdet får chancen i Serie 3 allerede i foråret 2017.
De mange dygtige fodboldspilleres talent skal dog suppleres på det taktiske plan. For mange faldt ud mandag aften og arbejdede ikke hårdt nok begge veje.
Blandt andet dækkede de to kanter Frederik Ougaard og Phillip Poulsen mere sidelinje rent defensivt end områderne tæt på de to centrale midtbanespillere.
De to angribere Rasmus Søegaard og Malik Knudsen, der begge kan meget på egen hånd, flagrede også underligt rundt uden mål og med.
Men talentet kan ingen tage fra de unge spillere. Med den rigtige skoling i fremtiden kan de sagtens få placeret TRIF på seniorfodboldens landkort på Djursland - mindst to rækker højere end den nuværende placering.
TRIF rykker op med sejr i Lystrup
Lisbjerg kan med sejren over TRIF sikre sig oprykning til Serie 3 definitivt ved at besejre Vivild i lørdagens udekamp.
Vivild kan dog stikke en kæp i hjulet på Lisbjerg, for Vivild kan fortsat rykke op i Serie 3, hvis holdet vinder over Lisbjerg, og TRIF taber sin sidste kamp ude mod Lystrup.
Vinder TRIF sin kamp i Lystrup, og Vivild slår Lisbjerg, bliver det TRIF, der tager førstepladsen.
TRIF kan dog også være sikker på oprykning til Serie 3, hvis holdet vinder i Lystrup uden at skele til andre resultater.
Det viser DBU Jyllands netop offentliggjorte statistik for "de bedste to'ere" i hele Jylland. De tolv bedste 'to'ere' følger med række-vinderne op i Serie 3.
Vinder TRIF i Lystrup, slutter holdet med 32 point. Det giver holdet en pointkvotient efter 14 spillerunder på 2,461538, og det vil være nok til oprykning som en af de 12 bedste 'to'ere'
Læs mere her: http://www.dbujylland.dk/Nyheder/2016/Oktober/Saadan_ser_toer-regnskabet_ud_netop_nu