Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK klar til spændende topopgør mod Allingåbro

Det er to ubesejrede damehold, der mødes søndag aften i Allingåbrohallen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK's førsteholdsdamer i Serie 2 fik i sidste spillerunde æren af at spille forkamp til lokalderbyet i 3. division for Herrer mellem Nørre Djurs HK og Aastrup/Hammelev-Grenaa i Nørre Djurs Hallen.
Nørre Djurs HK mødte Trustrup-Ålsrode med den tidligere Nørre Djurs HK-træner Søren Brøgger som boss og med flere tidligere ungdomsspillere fra IF Midtdjurs som Tina Djozic og Simone Nygaard Hansen på holdet.
Om det var nerver over at skulle spille foran en masse tilskuere, der gjorde, at kampen blev meget lige, vides ikke, men hjemmeholdet havde svært ved at finde rytmen i starten.
Paradoksalt nok var det først i kampens sidste ti minutter, hvor tilskuerne for alvor begyndte at vælte ind, at Nørre Djurs HK spillerne trak afgørende fra og viste, at de var et klart bedre hold. Slutfacit blev 18-10.

Hos hjemmeholdet stod målmanden Gitte Mathiesen en flot kamp, og hun pillede totalt pynten af gæsternes afsluttere. Hurtige Anna Sørensen bidrog i slutfasen med flere fine mål på gennembrud fra positionen som venstre back.
Hjemmeholdets 18 mål blev scoret af:

  • Anna Sørensen - 4 mål
  • Sara Fris - 4 mål
  • Cathrin Sørensen - 3 mål
  • Celine Poulsen - 3 mål
  • Mette Musse Kristensen - 2 mål
  • Stine Kristensen - 1 mål
  • Jeanette Sørensen - 1 mål

Søndag klokken 17.10 spiller Nørre Djurs HK topopgør i Allingåbrohallen. Hjemmeholdet har ligesom Nørre Djurs HK vundet holdets første tre kampe.