Bakken Bears henter estisk landsholdsspiller
Bears har indgået en kortvarig aftale med den estiske landsholdsspiller Kristjan Kitsing
Den estiske landsholdsspiller Kristjan Kitsing skal banke bolde i kurven for Bakken Bears frem til udgangen af januar måned. Esteren er hentet til for at dække det aarhusianske baksethold ind med en ekstra spiller i klubbens deltagelse i Basketball Champions League.
Det skriver Bakken Bears i en pressemeddelelse.
Kitsing er en 25-årig, 205 cm høj power forward, der skal hjælpe Bears på reboundområdet og som en ekstra brik i klubbens tætte kampprogram.
Kitsing har spillet i Estland hele sit liv inden drømmen om en eksotisk oplevelse drev ham til Argentina, hvor han har spillet på en et-måneders kontrakt hos Estudiantes Concordia.
Udover at spille for Tartu Rock (2008-2010), har Kitsing spillet for BC Kalev/Cramo i Tallinn (2010-2015) inden det blev til en sæson hos TTU Tallinn. Her scorede han hele 16,6 point pr. kamp – femtehøjst i den højeste estiske liga. Udover de mange point, blandt andet sikret via en træfsikkerhed på 41,8% fra treeren, tog landsholdsspilleren 6,4 rebounds pr. kamp.
Kristjan Kitsing har været en del af det estiske landshold de seneste sæsoner og han spillede 20 minutter pr. kamp i sommerens kvalifikation til EM i 2017. Her blev det til 7,7 point og 2,7 rebounds pr. kamp.
Beslutningen om at hente en ekstra spiller er blevet udløst af en beslutning fra ledelsen i Basketball Champions League, hvor Bakken Bears ikke kan benytte alle sine fire ikke-europæiske/Cotonou-spillere. Således kan bjørnene maksimalt benytte tre af følgende fire spillere: Mike Gesell, Dwayne Benjamin, Keane Thomann og DeVaughn Akoon-Purcell.
Derfor er det vurderet nødvendigt at hente en ekstra spiller, så truppen har den nødvendige bredde til de 14 ekstra kampe i gruppespillet i den prestigefyldte turnering.
Kitsing er kommet kommet til Danmark, men spillerlicensen er ikke nået frem fra Argentina, så han vil ikke kunne spille onsdagens udekamp i Basketball Champions League i Grækenland, oplyser klubben.