Fortsæt til indhold

Ådalen kan ende i dødens spor - men redde røven alligevel

Ådalen kan tåle at slutte som nummer syv i sin række uden at skulle frygte for nedrykning har træner Lasse Dahl Sørense researchet sig frem til, og han har 99,9999 procent ret

Sport
Af Lars Norman Thomsen

For første gang i denne sæson var der point på kontoen til agterlanternen HØST, da holdet i næstsidste spillerunde mødte Ådalen.
1-1(0-1) sluttede opgøret på en pløret fodboldbane i Hadbjerg, og det var et okay resultat, hvis man spørger Ådalens træner Lasse Dahl Sørensen.
Ådalen var uden tilbagevendte Jesper Lars Søndermark Jepsen, men stillede ellers med et yderst kompetent hold. Søndermarks afbud var et forlangende fra hans bedre halvdel, erfarer Lokalavisen.
"Det var en svær bane at spille på og selvfølgelig træls, at vi ikke får alle tre point med hjem, når vi fører 1-0 nærmest frem til sidste minut," siger Lasse Dahl Sørensen.
Han var ikke tilfreds med indsatsen før pausen, hvor spillernes attitude udstrålede lige rigeligt, at de godt kunne tage den med ro, for de skulle nok få sejren i den sidste ende.
Efter pausen kom der mere gang i løjerne, og efterårets nye topangriber på Ådalens mandskab, Oliver Berggren nettede til 1-0 efter 51 minutters spil.
Udligningen var Ådalens klart bedste spiller - 12 stemmer i spillernes interne afstemning efter kampen - Søren V. Laursen involveret i. Det var hans eneste fejl i kampen, men den ser ikke ud til at få betydning i forhold til Ådalens muligheder for at undgå nedrykning til Serie 4. Mere herom senere.
"HØST stillede med et godt hold, og kunne de stille sådan op hver gang, havde de ikke ligget med blot et point efter 13 spillerunder," siger Lasse Dahl Sørensen, der startede med Casper Thoudal, Sebastian Skallebæk Nielsen og Mike Skovsende på bænken fra start.
De to førstnævnte kom på banen undervejs, mens en småskadet Mike Skovsende blev sparet.

Nedrykning kun i teorien

Ådalen indtager før sidste spillerunde på lørdag, hvor AH 2012 gæster Lime Stadion klokken 13.30, rækkens femteplads med 17 point.
Under sig har Ådalen HOG Hinnerup med 16 point og Lasse Dahl Sørensens gamle klub, Nielstrup-Voldum, med 14 point. HØST på sidstepladsen er sikker på nedrykning til Serie 4.
HOG Hinnerup møder lørdag Rougsø FF hjemme, mens Nielstrup-Voldum tager imod HØST ligeledes hjemme fredag aften.
Der er et enkelt hold på 7. pladsen i samtlige 24 Serie 3 puljer, der bevarer pladsen i serie 3. Efter 12 spillerunde lå Nielstrup-Voldum til at tage denne plads.

Efter 13. spillerunde er det nu FC Aalborg, der ligger bedst i '7-regnskabet', ifølge DBU Jylland, mens Nielstrup-Voldum er næstbedst. Målforskellen på de to hold er blot to mål i FC Aalborgs favør. Det er de to eneste hold, der kan nå 17 point og slutte med samme pointantal som Ådalen i teorien, når turneringen er færdigspillet.
FC Aalborg har en målscore på minus 13, Nielstrup-Voldum er to mål dårligere minus 15.
Hvis Ådalen, HOG og Nielstrup/Voldum efter sidste spillerunde hver slutter med 17 point, ender HOG i dødens spor, på syvendepladsen, fordi holdet er dårligst i det indbyrdes regnskab. (Nielstrup-Voldum har hentet syv point, Ådalen fem point og HOG fire point).
Hvis Nielstrup-Voldum og Ådalen slutter med 17 point og forudsat, at HOG slår Rougsø FF, er det Ådalen, der slutter i dødens spor.
Spillere og trænere kan dog tage det helt roligt, hvis holdet skulle slutte næstsidst, fordi Ådalen så vil blive målt med FC Aalborg, der skal vinde sin sidste kamp for at nå 17 point.
Det skyldes, at Ådalen har plus 7 i målregnskab - mod FC Aalborgs minus 13 - altså et plus på 20 mål i Ådalens favør før sidste spillerunde
"Vi er i teorien reddet, men vi går selvfølgelig ud for at slå AH 2012. Gør vi det, slutter vi på fjerdepladsen, og det vil være en perfekt afslutning," siger Lasse Dahl Sørensen.