Fortsæt til indhold

ÅHG spillede kun i 52 minutter - vandt alligevel med fem

Med en 34-29 sejr over Hadsten Sports Klub og AGF's nederlag mod Nørre Djurs HK positionerer det unge Åstrup/Hammelev-Grenaa mandskab sig yderligere i toppen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Hadsten Sports Klub kunne ikke stille noget op i fredagens kamp mod et selvtillidsfuldt Åstrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) mandskab i Åstrup Hallen.
Hjemmeholdet kom hurtigt foran 2-0, før gæsterne svarede igen med en reducering.
Resten af første halvleg øgede hjemmeholdet støt og førte 18-11 ved pausen.
"Vi havde kun lidt problemer med Hadstens Casper Pedersen, men ellers havde vi styr på dem," siger ÅHG's assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
Gæsterne forsøgte fra start at ryste hjemmeholdet med en mandsopdækning af Rasmus Josefsen, men det opgav de hurtigt.
"Vi formåede at løse mandsopdækningen af Rasmus Josefsen uden at gå i panik, og i takt med at vi øgede føringen, opgav Hadsten deres mandsopdækning," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Hjemmeholdet måtte undvære de skadede Jacob Pedersen (døjer med sine achillessener) og Jonas Pedersen (døjer med sit dårlige knæ).
I stedet fik André 'Topper' Nielsen lov til at spille full-time i forsvaret. Han er til rådighed en weekend mere, før han skal oprereres i skulderen.

Flot håndboldkamp

Efter pausen fortsatte ÅHG med at tage styrpinden.
"Forskellen på de to hold var markant. Vi var konstant et skridt foran i tanke og handling," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Små otte minutter før tid førte ÅHG med 34-23, og der var lagt op til, at Hadsten skulle sendes hjem med regulære bøllebank.
Hjemmeholdet slækkede imidlertid lidt på koncentrationen og tabte de sidste otte minutter med 6-0.
"Lidt unødvendigt, men det skal ikke ødelægge billedet af, at vi spillede en fremragende håndboldkamp," understreger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Vi kan godt acceptere, at slutningen blev lidt hat og briller, når de 52 første minutter var fremragende håndbold."
Den vævre fløj Lasse Mogensen blev topscorer for ÅHG med syv mål, selv om han først kom på banen i de sidste små 25 minutter.
"Lasse er outstanding og en utrolig dygtig afslutter," roser Carsten Vikkelsø Jensen, der også var begejstret for stregspilleren Rasmus Dalsgård Lund som scorede tre mål i hver halvleg samt den anden venstre fløj Jonathan V. Johansen, der nettede fem gange.

Respekt for Team Favrskov

ÅHG, der indtager andenpladsen efter syv spillerunder med 12 point - et point efter Skovbakken - møder lørdag Team Favrskov i Søften Kultur- og Idrætscenter.
På papiret en nem opgav - Team Favrskov har blot hentet fire point i syv kampe - men Carsten Vikkelsø Jensen advarer alligevel mod at undervurdere Team Favrskov.
"Sidste gang vi mødte dem ude, startede vi som lyn og torden og førte klart efter ti minutter for så siden at gå helt ned og tabe med seks mål."
"Der er ingen lette kampe i 3. division, så hvis vi vil hænge på i toppen, skal vi bevare ydmygheden ellers kan vi hurtigt tabe tråden. Vi så det i weekenden, hvor stærke HEI spillede uafgjort mod AIA Tranbjerg, der dermed fik sit første point."
Carsten Vikkelsø Jensen håber, at pausen har gjort Jacob Pedersen godt, så han kan genindtræde på holdet til opgøret.