Lokalt cykeltalent skal køre for topklub
16-årige Lauritz Aarslev fra Ugelbølle skal cykle med de bedste ungdomsryttere på CK Hernings Juniorteam
”Min drøm er at blive professionel cykelrytter og målet er at køre Tour de France om otte år.”
Den kun 16-årige efterskoleelev Lauritz Aarslev fra Ugelbølle sætter overliggeren højt, når han skal fortælle om sine ambitioner som cykelrytter.
Årets talent godt på vej
Og noget tyder på, at den unge mand, som i marts blev kåret som Årets Talent til Syddjurs Award i Rønde Idrætscenter, er godt på vej i en idrætsgren, hvor Danmark for tiden høster store roser for sin talentudvikling og er blandt verdens bedste på ungdomsårgangene.
Lauritz Aarslev er netop blevet udtaget til U19 bruttolandsholdstruppen for 2017 efter at han de seneste to år har været en del af bruttotruppen for U17 landsholdet.
Og samtidig skal han fremover være en del af CK Herning Juniorteam i 2017, som består af nogle af de bedste ryttere fra Jylland og Fyn, samt lokale Herning ryttere.
”Officielt skifter jeg til CK Herning Juniorteam 1. januar, men vi har en teamsamling allerede 13. november,” siger Lauritz Aarslev, som for tiden går på Vejle Idrætsefterskole med masser af muligheder for at pleje cykelinteressen.
Når han vender tilbage til Ugelbølle til sommer, forventer han at starte på et handelsgymnasium i Aarhus, som har en Team Danmark linje, således at han kan forene sin eliteidræt med et uddannelsesforløb.
Lauritz Aarslev begyndte at cykle i CK Djurs i Thorsager som 11-årig og viste snart så stort et talent, at han altid har været blandt de bedste på hans årgang.
”Lauritz har den helt rigtige indstilling og har altid været meget seriøs med sin sport. Han er en stærk allround rytter, og så er han en meget stabil rytter på et højt niveau. Han træder en god pedal, og derfor kan jeg forudse, at han bliver en god mand på det hold han skal køre for i Herning,” siger Asger Thing, som har været ungdomstræner for Lauritz Aarslev i CK Djurs.
I 2013 deltog Lauritz for første gang i et U15 DM og klarede sig godt i enkeltstarten, men var uheldig at punkterede i linjeløbet.
”Det var i 2014 som 2. års U15 rytter, at jeg fandt ud af, at jeg kunne cykle stærkt. Jeg sluttede i Top 10 og kom med i landsholdets bruttotrup,” fortæller Lauritz Aarslev, som i år har været den rytter i sin aldersklasse, som har fået point i flest løb, faktisk i 30 ud af 31 løb.
Fra 1. januar skal han nu være del af et af Danmarks bedste U19 hold, CK Herning Juniorteam, som skal køre løb i både ind- og udland, og hvor han kommer ind i et professionelt set up med de allerbedste ryttere på sin egen alder.
Opbakning fra familien
Som ung cykelrytter er man stort set af sted til løb hver weekend fra marts til september, og Lauritz Aarslev har da også familiens opbakning til sin store interesse for cykelsport.
Lauritz' far Finn har været ivrig motionsrytter siden 1988, og i de senere år er også Lauritz' mor Sine Konge Jensen blevet motionsrytter i CK Djurs.
Familien har hus på Mallorca, hvor Lauritz har optimale træningsmuligheder i et velegnet cykelterræn med mulighed for at køre i bjerge.
”Men vi har også et rigtig fint cykelterræn på Djursland, lige fra bakkerne i Mols Bjerge og til de lige strækninger til tempokørsel omkring lufthavnen,” siger Lauritz Aarslev.
Forældrene bakker fuldt ud op om Lauritz' interesse.
”Kravet fra familien er, at det skal være seriøst. Han skal gøre det, vi aftaler, og så skal han kæmpe til stregen,” siger Finn Aarslev og Sine Konge Jensen.
”Danmark er den bedste nation inden for U19 cykling og er rigtig langt fremme indenfor talentudvikling i cykelsporten.
“Kan man klare sig i Danmark, kan man klare sig i hele verden,” mener Finn Aarslev.
Foreløbig kører det for Lauritz på CK Herning Juniorteam. Næste store mål er at opnå en kontrakt som seniorrytter.