Fortsæt til indhold

Rougsø FF slutter på godkendt tredjeplads

Nyoprykkernes udvikling fra et midterhold i Serie 4 til tophold i Serie 3 på et år peger i retning af endnu mere i 2017

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Rougsø FF sluttede fodboldåret af med en god oplevelse ved at besejre HOG Hinnerup 4-1 (2-0) på Rønbæk Stadion i Hinnerup.
Resultatet betød, at hjemmeholdet følger med HØST ned i Serie 4. Unægtelig en bet for HOG, der i en lang årrække har investeret meget i at komme frem i rækkerne, uden held.
Med sejren slutter Rougsø FF på tredjepladsen i holdets første sæson i Serie 3 efter længere tids fravær. Med lidt større kontinuitet i præstationerne har Holbæk-Ørsted holdet absolut mulighed for at tage yderligere et skridt eller to i 2017 under ledelse af Jesper Møgelvang.
Søren Bai og Mikkel Knudsen scorede før pausen. Rene Thorngaard og Mads Kusk scorede til 3-0 og 4-0 efter pausen.
Mads Kusk scorede på straffespark. Scoringen var hans 14. i 2016.
HOG Hinnerup reducerede inden sidste fløjt til slutresultatet 4-1.
"Hele vores defensiv fungerede endnu en gang upåklageligt med undtagelse af scoringen i sidste minut. Samtlige på holdet skal dog roses for en stærk indsats i en svær kamp på udebane, og vi slutter som nævnt sæsonen med en fin tredjeplads som oprykkere," siger en tilfreds cheftræner Jesper Møgelvang.